Hvorfor gad Thomas Blachman ikke se det sidste afsnit af 'Game of Thrones', føler han sig som en klimatosse, og hvad synes han egentlig om Rasmus Paludan?

Herunder kan du læse anden del af B.T.s store 'året der gik'-interview med 'X Factor'-dommeren, der måske ikke har fulgt med i det hele, men har en mening om det meste.

Vi fortsætter interviewet med at se tilbage på forsommerens folketingsvalg, da en vis Rasmus Paludan pludselig fyldte det meste af mediebilledet.

Thomas Blachman var ikke fan...

Rasmus Paludan fra Stram Kurs.
Rasmus Paludan fra Stram Kurs. Foto: Henning Bagger
Vis mere

8. maj: Rasmus Paludan og Klaus Riskær rusker op i dansk politik og stiller op til folketingsvalget

Hvad tænker du først om Klaus Riskær?

»Riskær havde nogle til dels sympatiske holdninger om blandt andet at ville have de virksomheder til at betale skat i Danmark. Men så dukkede der jo alle mulige ting op. Ingen tvivl om, at han er begavet, men hans forhenværende kriminelle side udelukkede ham.«

Hvad så med Paludan?

»Man var nok lidt bange for, at han ville komme ind med fem-otte mandater. Heldigvis kom folk til fornuft i stemmeboksen. Vi har ikke brug for provoer, der på den måde render rundt og skaber ballade, når der er ballade nok i forvejen.«

Er du selv blevet opfordret til at stille op?

»Ja, og jeg ville elske at være med til at skabe noget især for børnene, men jeg har ikke tålmodighed til at bruge mit liv på at sidde i et udvalg.«

Pilou Asbæk.
Pilou Asbæk. Foto: CAITLIN OCHS
Vis mere

19. maj 'Game of Thrones' slutter efter otte sæsoner

Så du finalen?

»Nej, men jeg så de første mange sæsoner sammen med min søn. Så blev han ældre og fik ikke tid, og jeg gad ikke sidde og se det alene. Men det var en fed måde at være sammen med sit barn på og vente hele ugen på et nyt afsnit.«

Hvor meget nåede du at se?

»Jeg så, indtil nogle andre forfattere tog over (Det er kun de første fem sæsoner, der er baseret på George R. R. Martins bøger, red.). Men der var nogle fantastiske danske præstationer. Især Pilou Asbæk, der kom ind fra højre som en galning.«

26. maj: Pia Kjærsgaard introducerer ordet 'klimatosser' i sin tale efter EP-valget

Hvad tænkte du om det?

»Man kan sige meget om hende, men man kan ikke se bort fra, at hun er en af de få nulevende passionerede politikere. Jeg er dybt uenig med Pia Kjærsgaard, men det var poetisk den måde, hun fortalte sig på og måske utilsigtet gav klimatosserne en hjælpende hånd.«

Er du selv en klimatosse?

»Jeg har købt en el-bil og føler mig så selvfed, når jeg sidder i den. Men nja.. Jo, jeg prøver faktisk at skille mig af med alt, hvad jeg ikke behøver, og det er en ny ting for mig.«

Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt efter EP-valget.
Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt efter EP-valget. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

5. juni: Rød blok vinder folketingsvalget – Mette Frederiksen bliver ny statsminister

Det havde man vel set komme?

»Ja, det var meget forudsigeligt. Jeg tror måske også, det var derfor, at Rasmus Paludan fik så meget opmærksomhed.«

Sad du og fulgte det i tv på valgaftenen?

»Ja, det skal man da. Det er jo vores store fælles projekt. Man vidste godt, det ville blive Mette Frederiksen, og jeg synes også, hun har en god power.«

23. september: Klimaaktivist Greta Thunberg skælder ud på verdens ledere i Nato

Så du hendes 'How dare you'-tale?

»Ja, og jeg synes ikke, hun gør noget forkert. Herregud. Hun er et barn. Hun skal ligesom Pia Kjærsgaard have lov til at improvisere med sproget og skælde ud. Vi havde jo forudset, at der ville komme en generation og gøre oprør.«

Greta Thunberg.
Greta Thunberg. Foto: JOHANNES EISELE
Vis mere

29. september: København nye metrolinje Cityringen åbner

Den var mange år undervejs...

»Ja! Jeg kan huske, jeg boede på Gammel  Strand, da de begyndte at bygge. Der var min søn lige kommet til verden. Det er jo et helt liv siden.«

Har du prøvet den?

»Ja, den er fin. Det er, hvad det skal være. Den burde jo være kommet for 100 år siden. Jeg elsker, når der bygges, og det larmer. Jeg elsker at holde for rødt, og der så kommer en ladvogn med brædder på. Den form for aktivitet er symbol for optimisme.«

X-Factor dommer Thomas Blachman. Pressemøde med dommerne på X Factor 2020 på Nimb i København, tirsdag den 17. december 2019. 'X Factor' 2020 har premiere onsdag 1. januar på TV 2 og TV 2 PLAY.
X-Factor dommer Thomas Blachman. Pressemøde med dommerne på X Factor 2020 på Nimb i København, tirsdag den 17. december 2019. 'X Factor' 2020 har premiere onsdag 1. januar på TV 2 og TV 2 PLAY. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere