Nikita Klæstrup dater Lasse Rimmer. Det skriver hun på sin blog onsdag:

»Jeg tænkte, at jeg helst selv vil dele historien med mine følgere. Jeg er bare begyndt at date Lasse Rimmer. Vi har været ude et par gange, og jeg synes, han er godt selskab.«

Til bt.dk fortæller den 20-årige blogger og nu medlem af Liberal Alliance, Nikita Klæstrup, hvorfor det er blevet til flere dates med den kendte komiker og tv-vært.

»Det har været hyggeligt, og derfor er det blevet til tre dates, hvor vi har været ude og spise. Han er godt selskab, og han er interessant at tale med.»

LÆS OGSÅ:

Og selvom der er 23 års aldersforskel på det nye par, er det ikke et problem, fortæller hun:

»Så længe han ikke har kendt min mor i 90’erne, ser jeg ikke aldersforskellen som en udfordring.«

Tilbage i juli skrev Nikita Klæstrup, at hun igen var single, efter forholdet til den konservative politiker Rune Kristensen var slut.

Forholdet til Lasse Rimmer er dog stadig meget nyt, så hvor seriøst det bliver, er for tidligt at spå om.

»Og jeg ved godt, at jeg kommer til at få en million spørgsmål om, hvor seriøst det er. Så som en indikator på, hvor seriøst det er, kan jeg fortælle, at han har mødt min kat. Så må I selv tolke på det,« skriver hun på sin blog.

LÆS OGSÅ:

Men selvom Lasse Rimmer har mødt hendes kat, har hun omvendt ikke mødt hans to børn endnu:

»Nej, det vil jeg synes, var meget tidligt,» fortæller Nikita Klæstrup.