Rasmus Brohave er 19 år og en af Danmarks største YouTube-stjerner med over 200.000 fans. I weekenden udgav han sin første selvbiografi, der skal hjælpe forældre med at forstå, hvorfor børn er så vilde med hans videoer.

»Jeg har det okay, tak, men har også lige taget et par hovedpine-piller. Er der overhovedet dukket nogen op?«

Rasmus Brohave tripper nervøst. Godt nok er han Danmarks største YouTube-stjerne med over 200.000 trofaste fans og masser af penge på kontoen, men han er samtidig også bare en 19-årig ung fyr fra Svendborg, der bor hjemme hos mor og far, som stadig er bange for, at der ikke dukker nogen op, når hans bogforlag arrangerer fanmøde.

»Jeg prøver at være så ydmyg som mulig,« smiler han.

»Det meste af tiden sidder jeg jo bare hjemme foran computeren, så jeg kan stadig blive overrasket, når jeg tager ud, og der så står flere hundrede mennesker.«

Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Siden Rasmus Brohave i 2012 begyndte at filme sig selv hjemme på børneværelset på Sydfyn, er han blevet spydspids for en ny generation af unge stjerner, der underholder børn, som for længst har droppet det gammeldags flow-tv til fordel for YouTube-videoer på internettet.

Hvor voksne kan blive benovet over at møde kendte som Mads Mikkelsen, Medina og Michael Laudrup, foretrækker børn at få ’selfies’ med YouTube-stjerner som Kristine Sloth, Armin og Rasmus Brohave.

BT møder sidstnævnte i anledningen af hans første selvbiografi ’Sådan blev jeg Rasmus Brohave’, der skal hjælpe forældre med at forstå, hvad det er deres børn bruger al deres tid på foran computeren.

»Når voksne spørger, plejer jeg tit at sige, at jeg har min egen tv-kanal på internettet. Det forstår de ingenting af. Når jeg så viser mine videoer, forstår de endnu mindre. Men altså…Sidste år blev jeg for eksempel hyret ind af TV 2 til at hjælpe deres chefer med gode råd til, hvordan de kunne nå ud til et yngre publikum, så der er også bud efter os.«

Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

En lille pige knuger Rasmus Brohaves bog ind til sig. Hun spørger, om han vil skrive sin autograf på den, men tør ikke kigge ham i øjnene.

»Vil du ikke også have en plakat,« spørger han og giver den rystende fan et beroligende knus.

Rasmus Brohave har endnu engang spildt kræfter på at bekymre sig. Bogforlagets indgangshal er fyldt med fans, der pænt stiller sig i kø, og sådan vil scenariet formentlig udspille sig den næste måneds tid, hvor han er på autografskrivnings-turné i hele landet.

»Jeg har slet ikke prøvet at være rundt på den her måde før. Jeg har også fået en tourmanager, så det bliver mega fedt, er jeg sikker på.«

Det er i dag cirka to år siden, at han droppede ud af handelsgymnasiet for at arbejde fuldtid med sine YouTube-videoer.

Han har fuld opbakning fra sine forældre, der fra start af har kigget ham over skuldrene og hjulpet til i forhold til at tjene penge på videoerne ved hjælp af sponsorater. Hans jævnaldrende kammerater kan dog godt have svært ved at forstå, at det er hans ’arbejde’.

»De ser meget YouTube selv, men når jeg for eksempel siger til min bedste ven Julius, at jeg ikke lige har tid til at lave noget, fordi jeg skal arbejde, griner han bare. Jeg har måtte sige nej til en masse sociale ting og går for eksempel ikke så tit i byen, for hvis jeg har tømmermænd, går det ud over min videoproduktion.«

Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Rasmus Brohave er en ambitiøs ung mand, der vil mere med sine videoer end at underholde. Sidste år vandt han en pris for en række programmer, hvor han var i praktik hos forskellige virksomheder for at gøre opmærksom på erhvervsuddannelserne, og tidligere i år var han blandt andet i Ecuador for sætte fokus på regnskovene.

»Det er fedt, at jeg kan udnytte min position til ikke kun at underholde, men også oplyse. Jeg tænker også meget på fremtiden og prøver at bygge så stort et cv som muligt, så jeg kan få job i mediebranchen, hvis der en dag ikke er nogen, der gider se mine videoer.«

Er der så nogen bagside af medaljen for en YouTube-stjerne?

»For det første kan det godt nogle gange være både ensomt at hårdt at være sin egen chef. Jeg står jo bare op om morgenen og sætter mig hen til mit skrivebord. Jeg har også givet afkald på min frihed i forhold til at kunne gå i fred. Jeg synes det er mega fedt at møde fans, men nogle gange, når jeg for eksempel er ude og spise på en restaurant med mine forældre, og der bliver ved med at komme folk hen og vil snakke, så kan det godt blive irriterende.«

Det er dog ikke noget, der går ham synderligt meget på, og oftest står han i situationer, hvor han må knibe sig selv i armen over de fede oplevelser, der følger med en kendis-status.

»I februar var jeg inviteret med til Danmarksindsamlingen, hvor jeg sad sammen med Mads Mikkelsen, Remee og sådan nogle. Det syntes jeg i sig selv var lidt af en anerkendelse. Under showet kom værten så hen og spurgte Mads Mikkelsen, om der var mange af dem, der ringede ind, der ville snakke med ham. ’Næh, det var der ikke, de ville hellere snakke med Rasmus Brohave,’ sagde Mads Mikkkelsen. Det var ret fedt, haha.«

Til sommer bliver mange af Rasmus Brohaves venner studenter, og selvom han gerne ville kunne fejre det sammen med dem, fortryder han ikke sit karrierevalg.

»Jeg får så mange andre oplevelser, som jeg ikke vil være foruden.«

Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere