Silas Holst, Maria Lucia og Julie Steincke er vaskeægte musical-stjerner. De fleste danskere kender også Johannes Nymark og Pelle Emil Hebsgaard.

Men så er der også Kim Ace Nielsen. Selvom 160.000 foreløbig har set ham som Tarzan i musicalen af samme navn, så er han bevidst om, at han ikke er en stjerne – og nok heller ikke bliver det.

Han har dog svært ved at blive bitter, selvom utrænede kendisser ofte får de roller, som hans uddannelse burde have givet ham.

B.T. har taget en snak med den 35-årige musicalperfomer for at høre, hvorfor han ikke er mere kendt, end han er.

35-årige Kim Ace Nielsen.
35-årige Kim Ace Nielsen. Foto: Pressefoto
Vis mere

»Jeg plejer at sige, at jeg spiller Silas Holsts ven. Jeg har altid været ham den sjove birolle, i alt jeg har lavet: 'Mamma Mia', 'Chicago' på Det Ny Teater, 'Dirty Dancing', 'Shu Bi Dua',« siger Kim Ace Nielsen, der også har arbejdet som danser og som koreograf på musicalen 'Seebach', indtil han sidste år landede hovedrollen i 'Tarzan'.

»Men det gør ikke noget, at ingen som sådan kender os (musicalperformere, red.). Jeg synes faktisk ikke, det ser så rart ud. Nu kender jeg Silas (Holst, red.) rigtig godt, og han har det dejligt, men han er også mere presset af forventninger, end jeg er,« siger Kim Ace Nielsen.

»Hvis du er rigtig kendt, er der flere, der kommer ind for at tjekke, om du nu gør det godt nok. Jeg har fripas til, at man kan blive lidt duperet.«

Kim Ace Nielsen er født og opvokset i Sønder Omme i Sydjylland, hvor han begyndte at synge og danse som 16-17-årig. Efter et forløb på Legoland Show Academy og en kort overgang i et popband blev han som 22-årig uddannet fra musicalakademiet i Fredericia.

Kim Ace Nielsen i rollen som Tarzan.
Kim Ace Nielsen i rollen som Tarzan. Foto: Søren Malmose
Vis mere

Og det var et rigtigt ærgerligt tidspunkt at blive færdiguddannet på, hvis man som mandlig musicalperformer stræbte efter stjernerne, fortæller skuespilleren.

Det var nemlig omtrent samme tidspunkt, Silas Holst kom med i TV 2-succesen 'Vild med dans'.

»Silas var en af de første musicalstjerner, som bankede igennem, og som kom lidt out of nowhere. Jeg spillede 'West Side Story' med ham for måske 16 år siden. Vi var bare med i ensemblet, og han var danser fra København – og så sker 'Vild med dans',« siger Kim Ace Nielsen, som husker det, som om danseren herefter fik alle hovedrollerne.

»Medmindre man bryder ud af det og laver tv, bliver man ikke en musicalstjerne. For at blive rigtig kendt kræver det jo, at den gængse befolkning har mulighed for at se dig mere end én gang om året. Sådan er det også med folk, der kun laver teater,« siger han.

Silas Holst fik sit folkelige gennembrud i 2008, da han blev en del af 'Vild med dans'. Her med dansepartneren, sangerinden Szhirley. Siden fulgte et hav af musical-roller.
Silas Holst fik sit folkelige gennembrud i 2008, da han blev en del af 'Vild med dans'. Her med dansepartneren, sangerinden Szhirley. Siden fulgte et hav af musical-roller. Foto: Mogens Flindt
Vis mere

»De fleste kender Julie Steincke, fordi hun lavede tv, da hun kom hjem fra London (er uddannet i London og blev kendt i Danmark som dommer i 'Talent 2008' på DR1, red.), og Maria Lucia kom ud af et tv-show (vandt sangkonkurrencen 'Popstars' på TV 2 i 2003, red.),« siger Kim Ace Nielsen og understreger:

»Det lyder, som om det er negativt, men det er det ikke. Hvis man har talentet til at bære det, så er det jo bare fedt.«

Det talent har Kim Ace Nielsen ikke. Han er uddannet til at fylde et rum. Overdrive både ord og bevægelser, så bageste rækker også får en oplevelse. Og det virker ikke på film og tv.

Til gengæld ser man ofte den omvendte version, hvor klassisk uddannede skuespillere – eller måske endda autodidakte kendisser – spiller med i musicals.

Maria Lucia Heiberg Rosenberg vandt talentshowet 'Popstars' i 2003. To år senere scorede hun hovedrollen i 'Skønheden og Udyret' på Det Ny Teater og har siden haft tonsvis af andre.
Maria Lucia Heiberg Rosenberg vandt talentshowet 'Popstars' i 2003. To år senere scorede hun hovedrollen i 'Skønheden og Udyret' på Det Ny Teater og har siden haft tonsvis af andre. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Inden for de seneste år har man blandt andet set 'Hairspray' med skuespilleren Julie Zangenberg på rollelisten, 'Elf' med tv-vært Christiane Schaumburg-Müller i en bærende rolle og 'Kærlighed ved første hik', hvor model og radiovært Oliver Bjerrehuus fik sin musical-debut.

»Da jeg hørte om Julie Zangenberg i 'Hairspray', tænkte jeg, at det var altså ret grineren, for hun behøver næsten ikke spille for at være den rolle, så nogen har set noget ret genialt,« siger Kim Ace Nielsen.

»Jeg kunne selvfølgelig også nævne 30 musical-piger, der ville naile den, men man bliver også nødt til at sælge nogle billetter, når man spiller i Tivoli, ellers kommer man ud med et underskud. Det er sindssygt dyrt at sætte en forestilling op.«

Han forstår derfor godt, at teatrene hyrer mere kendte skuespillere, som kan trække publikum til, og han har 'svært ved at blive bitter'. Der er dog grænser.

'Hairspray' med (på billedet) Johannes Nymark, Julie Zangenberg og Silas Holst blev opsat i Tivoli i 2016. Blandt de medvirkende var også sangerne Lene Nystrøm og Caroline Henderson.
'Hairspray' med (på billedet) Johannes Nymark, Julie Zangenberg og Silas Holst blev opsat i Tivoli i 2016. Blandt de medvirkende var også sangerne Lene Nystrøm og Caroline Henderson. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»For så en gang imellem 'stunt caster' man (når man caster en kendt person udelukkende for at tiltrække sig medieomtale, red.), og så dukker der en fotomodel op, hvor man er sådan her: 'Nu er det mærkeligt, hvorfor skal han eller hun være med i den her forestilling?'«

Foreløbig er der solgt 160.000 billetter til 'Tarzan', som både har spillet i Fredericia og Aarhus, inden musicalen fredag havde premiere i København.

Og i de to første byer har han oplevet at blive stoppet på gaden.

»Men nu har jeg også hængt på noget meget store bannere i København, så det kommer sikkert også til at ske her. Selvom jeg tror, jeg er svær at kende uden dreadlocks – og tøj på,« smiler Kim Ace Nielsen.