»Som freelancere i tv-branchen føler vi os forpligtede til at sige fra overfor mobning og chikane, når vi ser det. Også når det gælder tv-personligheder, der alt for sjældent får reprimander for deres uacceptable opførsel og grove adfærd.«

Sådan lyder det i et åbent brev henvendt til cheferne på ITV. 1188 har skrevet under. 1188 har fået nok af Piers Morgan.

Den mangeårige tv-vært, der er notorisk kendt for at have en holdning om alt og alle, er nemlig kommet i unåde, efter han lavede et opslag på Twitter.

Et tweet, der fik bægeret til at flyde over.

Opslaget var henvendt til en britisk freelance journalist ved navn Adeel Amini. Og han startede – ifølge tv-værten – selv med at provokere, da han på Twitter efterlyste kollegaers erfaringer.

»Ville I takke nej til et job på baggrund af en kanals tidligere udsendelser/hvem værten er/hvilket budskab udsendelserne sender?«

»Afsløring: Jeg arbejdede sammen som researcher på Piers Morgan på 'Life Stories'-programmet, men i dag ville jeg takke nej,« skrev han.

Dem, der følger Piers Morgans gøren og laden, vil vide, at han er en aktiv Twitter-bruger.

Derfor gik opslaget da heller ikke hans næse forbi. Han svarede:

»Hej Adeel. Du tilbragte præcist to måneder med at arbejde på 'Life Stories' i 2010. At dømme ud fra dit cv var det din karrieres højdepunkt.«

»Du behøver virkelig ikke bekymre dig om at få flere jobtilbud fra mig, for jeg vil hellere ansætte et jordsvin, der har fået det hvide snit.«

Med de ord satte Piers Morgan gang i en lavine.

Ordudvekslingen fandt sted 18. februar. Fire dage senere havde næsten 1200 britiske tv-medarbejdere skrevet under på føromtalte brev.

»Vi mener, at tavshed overfor chikanen er medvirkende til at den grove adfærd fortsætter bag kulisserne på alle niveauer.«

»Oftest overses chikane fra tv-værter på bekostning af værdigheden, sundheden og sikkerheden for de freelancere, der må stå på mål,« lyder det videre i brevet, som er direkte henvendt til Carolyn McCall, Kevin Lygo og ITV.

De to førstnævnte er chefer på sidstnævnte. Herfra har man da også reageret på den massive kritik af deres prominente tv-vært.

Først og fremmest understreger man, at man ikke agter at iværksætte en undersøgelse af den hændelse, brevet har sit afsæt i. Dette, fordi episoden ikke er direkte relateret til ITV.

Dernæst nævner cheferne, at man på stedet af en anonym whistleblower-linje, som er til rådighed til fastansatte såvel som freelancere.

»Hvad angår den særskilte episode på Twitter, kan vi konstatere, at nogle vælger at udtrykke deres synspunkter på deres personlige platforme, og vi mener da også, at det er bredt kendt, at Piers er en produktiv og mangeårig bruger af sociale medier, hvor han er kendt for at deltage i direkte, hidsige udvekslinger, når han bliver kritiseret«

»Både Twitter-konti og beslutningen om at kommentere hinandens opslag er private anliggender. Piers er freelancevært hos os, og vi kontrollerer ikke hans adfærd på sociale medier eller andre platforme,« lyder det i en udtalelse.

Her gør man det dog trods alt klart, at man ikke tolererer mobning.

Og det gør Piers Morgan med egne ord heller. Han mener nemlig, det er ham, der er offeret i denne sag.

På Twitter kalder han således det åbne brev for »en parodi« og lister fire grunde hertil op:

»a) Hr. Amini startede med at angribe mig, da han ville 'prikke til bjørnen'. b) Derfor er jeg ofret. c) Alle underskriverne udskammer nu mig (underforstået: ofret, red.). d) Jeg har intet andet valg end at rapportere min oplevelse med disse 1200 udskammende mobbere til ITV.«