Blot 100 gram af julens lækre mørke chokolade kan slå din hund ihjel.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Chokolade, søde sager og fedende julemenuer er ikke kun usundt for dig. 100 gram mørk chokolade er nok til at slå din hund ihjel.

- Jo højere kakaoprocenten i chokoladen er, des mere giftig er den for hunden. Kakaobønnerne indeholder stoffet Theobronin, og det er livsfarligt for hunden. Det er misforstået godhed, når man giver hunden en bid chokolade eller andre julegodter, siger Vibeke Knudsen fra Dansk Kennel Klub.

Læs mere nedenfor

Stegen giver dårlig mave
Det er ikke kun chokoladen, der skader hunden. Julens andre godter og julestegen er heller ikke godt for hunden.

- Julegodter er som hovedregel ikke særlig smart for kæledyrene. Det gælder både for hunde og katte, men katte er som regel mere kræsne og gider ikke at spise andet end proteiner som rejer og fisk. De har til gengæld en sartere mave, hvis de først får indtaget andet, siger tv-dyrlægen Geoffrey Hauser, der er klinikchef på Landbohøjskolen.

Dyrene sætter i virkeligheden slet ikke pris på de velmenende menneskers forsøg på at skabe julestemning. Det resulterer nemlig i mange natlige gåture med hunden, fordi den efterfølgende må døje med dårlig mave.

- Vi får mange flere dyr ind i helligdagene mellem jul og nytår. Det er hovedsageligt mave-tarmproblemer, de kommer med. Her finder vi tit rester af julebånd i tarmene, eller de kommer ind, fordi de har diarré efter at have fået serveret fed julemad. Det stegte skrog er særligt slemt, fordi benene kan være spidse og dermed gå ned og skære hul på tarmen, siger Geoffrey Hauser.

Juletræet er farligt
Der er også andre faldgruber i julen, heriblandt det pyntede juletræ. Det er særdeles attraktivt for både hunden og katten i hjemmet.

- Man skal tænke sig godt om, hvad man putter på juletræet. Hunde og katte er meget nysgerrige, så julehjerter og kræmmerhuse med godter i tiltrækker straks deres opmærksomhed. De stikker snuden i alt, hvis de kan komme til det, og så er katte vilde med at klatre i dem. Hvis de ser noget, der skinner, har de også en tendens til at hoppe op efter det, siger dyrlægen.

Pynten i sig selv kan være farlig, hvis dyrene for eksempel sluger den ståltråd, det hænger i, eller får det i øjnene. Det samme gælder gavebånd, som dyrene også elsker at lege med, men hvis de sluger det, kan det være farligt.

Levende lys på træet er heller ikke særligt smart, da en logrende hale let kommer en smut forbi flammen.

Kontakt dyrlægen med det samme
Hvis uheldet er ude, og en gæst har fodret hunden, eller hunden selv er nået ind på bordet til godterne, er det om at reagere med det samme, hvis det er chokoladen, den har fået fat i.

- Hvis man opdager, at hunden har været inde og hapse af slikskålen med chokolade, så skal man ikke vente på at se, om den bliver syg. Til den tid er det for sent. Man skal kontakte dyrlægen med det samme, så den kan få noget brækmiddel til at kaste chokoladen op igen, siger Vibeke Knudsen.