Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Danske dyreklinikker kimes ned, efter den dødelige parvovirus er konstateret.

Ni-årige Tulle kryber helt ind i armene hos sin ejer, 47-årige Charlotte Rasmussen.

Om få minutter skal den lille hund af racen Shih Tzu vaccineres mod en lang række sygdomme, bl.a. parvovirus, og Tulle er ikke begejstret for at komme til dyrlægen. Det fortæller Charlotte Rasmussen, mens hun holder Tulle tæt ind til sig.

Vi er på Østergaards Dyrehospital i Tranbjerg syd for Aarhus – en af mange dyreklinikker, der har oplevet en sand telefonstorm fra bekymrede hundeejere de seneste dage. BT har været i kontakt med en lang række fynske og jyske dyreklinikker, der alle fortæller om stor bekymring blandt hundeejere, efter et udbrud af den farlige parvovirus er konstateret på Fyn.

Virussen rammer hundenes mave-tarm-kanal og er særlig farlig for hvalpe og unghunde, der ikke er vaccineret. Symptomerne er bl.a. voldsomme opkastninger og blodig diarré, der giver væsketab, og som i værste fald kan koste hunden livet. For Tulle er besøget på Østergaards Dyrehospital det årlige kontroltjek, fordi hendes vaccinationsdækning udløb for nylig.

»Selvom Tulle har fulgt vaccinationsprogrammet, så bliver jeg da bekymret. Særligt nu, når man hører om parvovirus. Jeg vil ikke risikere noget, derfor fik jeg en tid så hurtigt som muligt,« siger Charlotte Rasmussen.

Udbrud på Fyn

Det aktuelle udbrud af parvovirus er foreløbig isoleret til Fyn. Ifølge TV2 Fyn blev et kuld hvalpe på Nordfyn aflivet for ca. en måned siden, efter de havde fået konstateret den dødelige virus. I fredags blev et nyt kuld hvalpe med parvovirus aflivet, denne gang ved Otterup, og lørdag blev yderligere to hvalpe aflivet. Dermed har virussen i alt kostet 15 fynske hunde livet.

Årslev Dyreklinik på Fyn har behandlet flere af de smittede hunde, og i går kimede telefonen konstant, fortæller dyrlæge Anne Louise Sparvath.

»Folk er næsten paniske. Det er både hundeejere med voksenhunde, hvor vaccinationen måske er ved at udløbe, eller hvor de har glemt, hvornår hunden sidst er vaccineret, og opdrættere, der vil have deres hvalpe vaccineret nu,« siger Anne Louise Sparvath.

Dyrlægen opfordrer til, at hundeejere og opdrættere får deres hunde og særligt hvalpe vaccineret, hvis de ikke allerede er det.

»Er du i tvivl, så ring til din dyrlæge. Hvis man har en importeret hund, særlig fra Østeuropa, så anbefaler vi at få hunden basisvaccineret, uanset om der står i hundens pas, at den er vaccineret. For de udenlandske opdrættere kan sagtens fifle med det, og vi kan ikke stå inde for en vaccination, der er lavet i udlandet,« siger Anne Louise Sparvath.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.