Er Lewis Hamilton en af de største Formel 1-kørere nogensinde?

Måske er svaret på det spørgsmål åbenlyst. Fem – snart seks – verdensmesterskaber taler jo for sig selv. Men Lewis Hamilton er også en kører, der har delt vandene gennem det meste af sin karriere.

Med øreringe, fletninger i håret og ring i næsen skiller Lewis Hamilton sig markant ud, både på og uden for racerbanen, og så er han ikke bange for at dele sine holdninger til både klimadebat og dyrevelfærd.

På de sociale medier har han millioner af fans. Og nok mindst lige så mange kritikere. Selv hans to hunde, Roscoe og Coco, har flere følgere på Instagram end de fleste.

Med øreringe, fletninger i håret og ring i næsen skiller Lewis Hamilton sig markant ud, både på og uden for racerbanen. 
Med øreringe, fletninger i håret og ring i næsen skiller Lewis Hamilton sig markant ud, både på og uden for racerbanen.  Foto: diego
Vis mere

Men evnerne på racerbanen, resultaterne og pokalerne er der ingen, der kan tage fra ham.

Derfor vil han også gå over i historiebøgerne som en af de største, sporten har set, hvis man spørger de to racerkørere Ronnie Bremer og Mikkel Mac. Hør selv i den seneste udgave af K-Magazine, som du kan lytte til i bunden af artiklen.

»Alle dem, som vi beskriver som nogle af de største, de går ikke rundt blandt os længere. Og jeg tror, den dag Lewis (Hamilton, red.) ikke er her, så vil han blive snakket lige så højt op, hvis ikke højere.«

»Han gør et kanon stykke arbejde. Så er der mange, der siger, at 'jamen, han har også bilen'. Og ja, men så har han (Lewis Hamilton, red.) måske også været med til at forme den bil, så det overhovedet har været muligt,« lyder det blandt andet fra Mikkel Mac.

For det gør ikke nødvendigvis en til en mindre god racerkører, at man har bedre forudsætninger og en bedre bil end andre hold og kørere. Det understreger Ronnie Bremer.

»Det er svært at sige, hvem der er den bedste. Netop fordi Senna er død, og Schumacher også er væk fra sporten, så er det nemmere ligesom at sige, at de var legenderne. Men hvis man kigger tilbage på Schumacher, så sad han også i den stærkeste bil, da han vandt alle de verdensmesterskaber.«

»Så jeg synes helt klart, han (Lewis Hamilton, red.) er oppe i toppen som en af de bedste kørere, også hvis man kigger på hele hans historie,« siger Ronnie Bremer.

Men selv om Lewis Hamilton snuser Michael Schumacher i nakken på antallet af verdensmesterskaber – Schumacher har syv – så er resultaterne ikke nok, hvis man skal gøre sig fortjent til titlen som den største.

Han skiller sig ud, når han står blandt de andre kørere i Formel 1-feltet. Lewis Hamilton er noget særligt.
Han skiller sig ud, når han står blandt de andre kørere i Formel 1-feltet. Lewis Hamilton er noget særligt. Foto: diego
Vis mere

Hamiltons stil og attitude uden for banen er noget af det, der har sikret ham mange skarpe kritikere. Det har hans og Mercedes' dominans og til tider 'kedelige' strategiske måde at vinde på også.

For vejen til stjernerne og anerkendelsen som 'den største' bygger ikke kun på tørre tal og statistikker, selv om Hamiltons resultater og titler ikke kan tages fra ham.

»Det er jo ikke resultaterne, der afgør, om du er den største eller ikke den største. Men det er klart, at det da er med til det.«

»Jeg vil ikke sige, han (Hamilton, red.) er den allerstørste, men jeg tror også, det kommer an på, hvilken generation man er, og hvordan man vurderer den største. Men man kan ikke tage resultaterne fra ham – de taler for sig selv,« siger Ronnie Bremer.