Vegas Golden Knights fører 2-1 i kampe mod Winnipeg Jets efter sejr hjemme i spillebyen.

Las Vegas. Nikolaj Ehlers var på grund af en skade ikke med, da hans hold, Winnipeg Jets, natten til torsdag dansk tid tabte ude til Vegas Golden Knights.

Nederlaget på 2-4 betyder, at Winnipeg nu er bagud med 1-2 i kampe i semifinaleserien i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.

Det hold, der først vinder fire kampe, er klar til Stanley Cup-finalen.

Vegas Golden Knights, der for første gang er med i NHL og har været sæsonens store overraskelse, vandt første periode 1-0.

Winnipegs Mark Scheifele udlignede efter godt fem minutters spil i anden periode, men bare 12 sekunder senere var hjemmeholdet igen i front, og føringen blev udbygget med endnu en scoring få minutter senere.

Mark Scheifele fik reduceret til 2-3 i tredje periode, men mere blev det ikke til for Winnipeg. Derimod scorede Jonathan Marchessault tre sekunder før tid sit andet mål til slutresultatet 4-2.

Ifølge NHL's hjemmeside var Ehlers på grund af en uoplyst skade valgt fra til kampen og erstattet af Jack Roslovic.

I første runde af slutspilsserien måtte Ehlers også springe en enkelt kamp over. I Winnipegs øvrige 14 slutspilskampe har den unge dansker lavet syv assister.

/ritzau/