Med en 2-0-sejr over New York Rangers er Washington Capitals sikker på at ende som vinder af grundspillet.

Washington. Lars Eller og Washington Capitals er det bedste hold i grundspillet i den bedste nordamerikanske ishockeyrække, NHL.

Natten til torsdag dansk tid vandt Washington 2-0 over New York Rangers hjemme i Verizon Center.

Med sejren er Washington sikker på at ende som den klub med flest point af alle og kan dermed kalde sig vinder af Presidents' Trophy.

Indtil videre er det blevet til 116 point i 80 kampe for Washington. 54 af dem er vundet enten i ordinær tid eller efter overtid.

Lars Eller fik lidt over 13 minutter på isen uden at komme på pointtavlen.

I stedet var det Washington-anfører Alex Ovechkin, som scorede til 1-0, da New York var en spiller i undertal i slutningen af anden periode.

Evgeny Kuznetsov øgede til 2-0 i tredje periode og afgjorde dermed kampen. New York magtede ikke at komme med et modsvar.

- Det betyder, at vi er det bedste hold i denne sæson. Men nu begynder den vigtige del af sæsonen, siger Ovechkin.

Russeren henviser til det slutspil, som snart begynder, og hvor Washington på grund af førstepladsen i grundspillet vil have hjemmebanefordel, så længe holdet kæmper med om titlen.

/ritzau/