Det danske U20-landshold i ishockey tabte den sidste gruppekamp ved U20-VM med 1-5 til Slovakiet.

Dermed går Danmark glip af en kvartfinale i det nye år og slutter sidst i gruppen. Holdet skal derfor spille tre kampe mod Hviderusland om at undgå nedrykning.

Efter fire kampe mod Canada, USA, Finland og Slovakiet høstede Danmark ikke et eneste point.

Efter første periode af kampen mod Slovakiet var stillingen 1-1, og der var derfor håb for de unge danskere, der med en sejr kunne kravle over Slovakiet i tabellen.

Men de næste to perioder blev begge tabt med 0-2, og der var derfor ikke spænding om resultatet til sidst.

Nikolaj Krag-Christensen måtte udgå med symptomer på hjernerystelse, og han er derfor særdeles tvivlsom til den første nedrykningskamp, som bliver spillet 2. januar klokken 20 dansk tid.

/ritzau/