Selv om kvartfinalechancen er væk, lover ishockeylandsholdet fuld koncentration i de to sidste VM-kampe.

Ser man på mulighederne ved det igangværende VM, spiller det danske ishockeylandshold om kejserens skæg i de to sidste kampe mod Canada og Slovakiet mandag og tirsdag.

Men at Danmark hverken kan nå i kvartfinalen eller risikerer at rykke ned, betyder ikke, at kampene er ligegyldige for spillerne.

Specielt ikke med modstandere som ishockeystormagten Canada og de slovakiske værter i en fyldt arena med øredøvende rabalder fra tribunerne.

- Det er unikt, hver gang man spiller mod de store nationer. Nu skal vi møde Canada mandag. Det er jo en af de største kampe, mange af os får lov til at spille i løbet af sådan en sæson, siger forwarden Morten Poulsen.

At der ikke er en kvartfinaleplads at stræbe efter, kommer derfor ikke til at ændre på holdets motivation, forsikrer Herning-spilleren. Måske kan det endda være med til at slippe nye kræfter fri.

- Det kan være, at vi kan spille mere frit og uden pres.

- Egentlig synes jeg, at vi har leveret nogle gode præstationer ved VM. Vi har måske manglet nogle marginaler, men vi håber, at vi kan være med i de to kampe og forhåbentlig lave en stor overraskelse, siger Poulsen.

Også en anden af holdets erfarne forwards, 32-årige Morten Madsen, lover fuld motivation til de to kampe.

- Vi har stadig en ære at spille for. Vi spiller jo ishockey, fordi vi elsker det, og vi går selvfølgelig ud for at vinde hver eneste kamp. Jeg synes stadig, at vi har meget at spille for i hvert fald på det mentale plan.

Han påpeger også, at holdet med en sejr kan spille sig op i tabellen. Lige nu er Danmark på sjettepladsen i puljen og nummer 12 i det samlede regnskab.

En sejr kan give Danmark flere point end Norge, der lige nu sidder på sjettepladsen i den anden pulje, og dermed vil danskerne rykke op som nummer 11.

Det kan synes som en detalje, men i forhold til fremtidens seedninger gælder det om at lave så høje placeringer som muligt.

- Det tænker jeg da over. Jeg ved godt, hvor vigtigt det er for dansk ishockey at havne så langt oppe på ranglisten som muligt, siger Morten Madsen.

/ritzau/