Det danske håb om at kvalificere sig til kvartfinalen ved VM i ishockey lever videre, efter at Danmark vandt nøglekampen mod Hviderusland fredag aften.

En fabelagtig tredje periode reddede dagen for danskerne, som balancerede faretruende nær afgrunden, men endte med at vinde 5-2 og dermed sikrede sig tre uvurderlige point.

VM-debutanten Matthias Asperup og hans kædekammerat Mathias From gjorde sig til lidt overraskende danske helte med to scoringer, der vendte 1-2 til 3-2 i tredje periode og sendte holdet på sejrskurs.

Danmark står nu med otte point efter fem kampe. Der skal minimum hentes én sejr mere og måske endda fire point i de to sidste kampe mod Slovakiet og Tjekkiet for at avancere i turneringen.

Begge hold er bedre end det hviderussiske mandskab, som Danmark var oppe imod fredag, men det må give et gevaldigt rygstød, at holdet langt om længe fik mål fra andre end Nicklas Jensen.

Blandt andre fra Nicolai Meyer, der stod for den første danske scoring, da han efter fem minutters spil udlignede til 1-1 i powerplay.

Mens hviderusserne havde travlt med at passe på Nicklas Jensen, kunne Markus Lauridsen sætte Meyer i scene, og han hamrede pucken op i målhjørnet.

Forinden var danskerne kommet tidligt bagud, da fjerdekæden ikke nåede at komme på plads efter et skifte og blev fanget i en kontra.

Det var også en streg i regningen, at Danmark ikke formåede at udnytte fem minutters overtal, efter at en hviderusser var blevet idømt matchstraf for en grim hovedtackling på Julian Jakobsen.

Da Hviderusland i stedet udnyttede et powerplay midt i kampen til at bringe sig på 2-1, lignede det en dybt frustrerende dansk aften.

Danskerne havde stor overvægt i skudforsøg, men der manglede længe kvalitet i afslutningerne, og holdet måtte kæmpe hårdt for at skabe store chancer.

Det hele vendte dog i kampens sidste tredjedel, hvor landstræner Heinz Ehlers blev belønnet for modet til at give Matthias Asperup VM-debut i så vigtig i en kamp.

Teknikeren fra Herlev Eagles stod for den vitale udligning til 2-2 i tredje periode, da han fulgte op på Mathias Froms afslutning. Kort efter gjorde From det selv til 3-2 på et fremragende solomål.

Da Markus Lauridsen hamrede pucken i mål til 4-2, bredte roen sig i den danske lejr. Og det var meget passende, at en stærkt spillende Alexander True kunne styre 5-2-målet ind otte minutter før tid.

True blev dermed den fjerde dansker i kampen, der scorede for første gang i VM-sammenhæng.

Danmark skal i kamp igen allerede lørdag aften, hvor der venter endnu en ekstremt vigtig kamp. Denne gang mod Slovakiet.

/ritzau/

Du kan genopleve kampen i LIVE-bloggen herunder: