Det var uhyggelige scener, der udspillede sig i nat dansk tid i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

Detroit Red Wings-stjernen Dylan Larkin blev nemlig slået ud og lå bevidstløs på isen.

»Det var virkelig skræmmende at se ham blive slået ud på den måde,« sagde cheftræner Derek Lalonde efterfølgende.

Efter cirka et minut kom anføreren til sig selv igen, skriver ESPN og Expressen.

Dylan Larkin
Dylan Larkin Foto: Bruce Bennett/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det var et slag i baghovedet på Dylan Larkin fra Ottawa Senators-spilleren Mathieu Joseph, der slog den 27-årige ishockeystjerne omkuld.

Situationen fik et slagsmål til at bryde ud mellem spillerne på de to hold.

En båre blev bragt på banen, men Larkin kom på benene igen, inden han måtte hjælpes af banen af sine holdkammerater, da han var tydeligt groggy.

»Det var hårdt at se på. Man ønsker aldrig at se nogen kollapse på den måde, og slet ikke den person, der leder ens hold. Det var svært at komme tilbage fra, men jeg synes, vi gjorde det okay,« sagde holdkammeraten Christian Fischer om situationen på pressekonferencen efter kampen.

Dylan Larkin kom på benene men måtte hjælpes af banen.
Dylan Larkin kom på benene men måtte hjælpes af banen. Foto: Gregory Shamus/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er skræmmende for os alle, når han er bevidstløs. Det er en ven … men man tænker også på hans familie, hvor skræmmende det er for dem at se det,« sagde holdkammeraten Ben Chiarot.

Detroit Red Wings' har ikke givet nogen opdateringer på Larkin siden et tweet undervejs i kampen, hvor klubben skrev, at han fortsat var ved at blive undersøgt af klubbens lægestab.

Ifølge Fox News blev Dylan Larkin i 2021 suspenderet i en kamp, fordi han havde slået netop Mathieu Joseph i ansigtet.

Ottawa vandt kampen 5-1.