Frans Nielsen scorede, mens Peter Regin var på bænken, da New York Islanders vandt for anden kamp i træk i NHL.

New York Islanders, med danskerne Frans Nielsen og Peter Regin på holdet, er kommet godt fra land i det nye år.

Natten til onsdag vandt Islanders deres fjerde kamp ud af fem mulige i 2014, da holdet fra Long Island slog Toronto Maple Leafs med 5-3. Og endnu en gang var der en dansker bag en af scoringerne.

Frans Nielsen gjorde det til 3-2 i starten af tredje periode, da han i powerplay sendte pucken i nettet. Dermed er Frans Nielsen oppe på 16 scoringer i sæsonen og er den mest scorende dansker i NHL.

Peter Regin var ikke med i sejren over Toronto. Der var ikke nogen meldinger om, at Regin skulle være skadet, så han var formentlig bare valgt fra til denne kamp.

Danskeren kom ellers på tavlen i Islanders' forrige kamp mod Dallas Stars natten til tirsdag.

Mikkel Bødker var også godt kørende, da han og Phoenix Coyotes i nat vandt med 6-0 over Calgary Flames. Bødker leverede et enkelt mål og en assist i storsejren og er nu oppe på 13 mål og 16 oplæg i sæsonen for Arizona-klubben.

Jannik Hansen var tredje dansker i aktion i nat, og han noterede sig for en assist, da Vancouver Canucks tabte med 5-4 til Pittsburgh Penguins.