Jeremy Roenick blev i februar fyret som hockey-ekspert på amerikanske NBC Sports, efter han i en podcast havde givet udtryk for, at han gerne ville have sex med en kollega.
Men fyringen er urimelig ifølge Jeremy Roenick, som derfor har valgt at sagsøge NBC.
Det skriver flere amerikanske medier.
Roenick, der er tidligere NHL-spiller, mener, at han er blevet diskrimineret af NBC Sports, fordi han er 'en hvid heteroseksuel mand'.
I søgsmålet nævnes det blandt andet, at nogle af Roenicks NBC-kolleger – Johnny Weir og Tara Lipinski – i en reklamevideo omtalte kunstskøjteløbere i 'meget farverige' vendinger, uden at det fik konsekvenser. I den forbindelse skulle en NBC-chef ifølge Roenick have sagt, at 'Weir er bøsse og kan sige, hvad han vil'.
Samtidig mener Jeremy Roenick også, at fyringen delvis skyldes, at han offentligt støttede Donald Trump som præsident før valget i 2016.
Det var i podcasten 'Spittin' Chiclets', Roenick kom med de bemærkninger, som endte med at koste ham en fyring.
Her husker han tilbage på en ferie i Portugal, hvor han og hustruen havde selskab af kollegaen Kathryn Tappen.
»Jeg svømmer med min kone og Kathryn, og de har bikini på og ser skide godt ud. Der er røv og bryster over det hele. Det er fantastisk,« siger han blandt andet.
Derudover joker han flere gange med, at de tre skulle have en trekant.
»Jeg lader, som om vi går i seng sammen alle tre hver nat.«
»Hvis det virkelig skete, ville det være godt, men det gør det aldrig,« siger Jeremy Roenick.
De bemærkninger skabte ikke ligefrem begejstring hos Kathryn Tappen.
»Selv om Jeremy og jeg fortsætter med at være gode venner, så var det, han sagde, helt uacceptabelt. Især mellem kollegaer. Jeg kan ikke tolerere hans kommentarer,« sagde hun efterfølgende.
Det gjorde NBC Sports altså heller ikke, og derfor endte det i en fyring af Jeremy Roenick.
Nu må retten så afgøre, om der var juridisk grundlag for at smide Roenick på porten.