Jesper B. Jensen bliver den tredje dansker i Jokerit i den russiske liga.

Det Helsinki-baserede KHL-hold har skrevet to års kontrakt med den 23-årige VM-back, som bliver holdkammerat med Philip Larsen og Peter Regin.

»Det gør det ekstra sjovt, at vi er tre danskere i den samme udenlandske klub. Det er meget sjældent, man oplever det,« siger Jesper B. Jensen til  BT.

»Jeg glæder mig til at møde Philip og Peter i træningslejren 20. juli. Philip kender jeg fra tidligere VM-turneringer. Peter har jeg aldrig mødt.«

Jesper B. Jensen skiftede fra Rødovre Mighty Bulls til svensk ishockey og har spillet fire sæsoner i Rögle og én i Färjestad.

Sæsonen i Färjestad blev ikke, som han havde håbet, og sammen med sin agent, Bjarne Madsen, har han længe været på udkig efter en ny klub.

»Jokerit er det største skridt, jeg har taget indtil videre i min karriere. Det bliver spændende at prøve kræfter med de allerbedste. Jeg glæder mig vildt. Jeg kunne ikke være kommet til en bedre klub i Europa,« siger Jesper B. Jensen.

I VM i Tjekkiet viste han sin klasse og var i BTs optik den tredjebedste danske spiller. Kun overgået af målmanden Sebastian Dahm og backen Daniel Nielsen.

Jesper B. Jensen har spillet 88 landskampe og fem VM-turneringer.