Frederik Andersen var nok en gang henvist til bænken, da Montreal udlignede Torontos føring i NHL-slutspillet.

Målmanden Frederik Andersen har fra bænken kunnet se sine holdkammerater smide en stor føring i NHL-slutspillet.

Toronto Maple Leafs var tidligere på ugen foran 3-1 i førsterundeserien mod Montreal Canadiens, men natten til søndag dansk tid slog ishockey-landsmændene tilbage og udlignede til 3-3 i serien.

Hjemme i Montreal vandt Canadiens opgøret med 3-2 i overtid, og holdene skal nu ud i en afgørende kamp syv mandag aften dansk tid.

Tager man de seneste sæsoner med i beregningerne, har Toronto Maple Leafs nu tabt sine seneste syv matchbolde i NHL-slutspillet. Ifølge ESPN er det den næstlængste stime i NHL's historie.

Bliver mandagens afgørende kamp igen uden Andersen på holdet, er det ingen overraskelse.

Siden danskeren blev skadet i marts, har han kun vogtet målet en enkelt gang. Det skete i en kamp mod Ottawa Senators 12. maj, som reelt var uden betydning for Toronto, der allerede var sikker på førstepladsen i NHL's norddivision.

I slutspillet om Stanley Cup har Frederik Andersen siddet udenfor, mens afløseren, Jack Campbell, har været Toronto-holdets foretrukne på positionen.

Toronto Maple Leafs forsøger at spille sig videre til anden runde af slutspillet for første gang siden 2004.

Lykkes det, venter Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets.

/ritzau/