9 dage. Så lang tid nåede den canadiske ishockeyspiller Ian Edmondson at have med sin far.

I midt oktober tog den stærke og teknisk dygtige back Ian Edmondson fra Aalborg Pirates pludselig tilbage til Canada, da hans far var meget syg.

Derfor var der ingen tvivl om, at Ian Edmondson skulle hjem til Canada, fortæller sportschef Ronny Larsen.

»Vi var rigtigt kede af det på Ians vegne, da han var nødt til at rejse hjem, fordi hans far var alvorligt syg. Sådan et ønske ville vi naturligvis ikke stå i vejen for, så Ian kunne komme hjem og være sammen med sin far i den sidste tid.«

Beslutningen viste sig at være den helt rigtige, da Ian Edmondsons far døde efter ni dage.

Dette kunne han fortælle sportschefen i telefonen, hvor han dog også kunne fortælle, at han meget gerne ville tilbage til Aalborg Pirates. Dette havde også været hans fars ønske, når Ian Edmondson var klar til det igen.

Og der var ingen tvivl hos Aalborg Pirates, som meget gerne ser Ian Edmondson tilbage på holdet igen. Det er til stor glæde for hele holdet, når canadieren vender retur til Aalborg.

Derfor vil Ian Edmondson igen være at finde hos Aalborg Pirates fra slut november. Her er der en forventning til, at han er klar til den første hjemmekamp efter Continental Cup.