En alvorlig øjenskade truede den tidligere landsholdsspiller i ishockey Kasper Jensen, men to operationer har reddet hans karriere, og tirsdag gør han comeback.

Den 32-årige Rødovre-back er efter 15 uger tilbage på isen, når Rødovre Mighty Bulls møder Odense Bulldogs i Rødovre Centrum Arena.

»Det var været en meget lang tid. Når det drejer sig om synet, er man jo altid nervøs. Men jeg har hele tiden troet på det,« siger han.

»Jeg har kun været på isen i en uge med fuldt udstyr, så det kommer nok ikke til at se kønt ud. Der er rust, der skal bankes af. Men jeg glæder mig til at være en del af holdet igen. Det har jeg savnet.«

Efter en træningskamp 16. august mod Sønderjyske fik Kasper Jensen problemer med synet på venstre øje.

En undersøgelse viste, at han havde en nethindeløsning. En skade, som formentlig stammer fra en stav, han fik under øjet for tre år siden, og som gav ham en flænge i bunden af øjet.

»Jeg har været igennem to operationer, den sidste i midten af oktober, og alt er gået efter planen,« siger han.

Efter den første operation sagde han til B.T.:

»Mit syn på venstre øje er meget sløret. Det kan beskrives som et gardin, der er trukket ned over synsfeltet eller som en kigge gennem en plasticpose.«

Kasper Jensen har spillet 56 landskampe og deltaget i to VM-turneringer. Han spillede to sæsoner i Allsvenskan og var med til at vinde DM–guld og -sølv med Esbjerg Energy i henholdsvis 2016 og 2015 og pokaltitlen med AaB i 2007.