Ishockeystormagten Sverige er i en choktilstand efter lørdagens sensationelle 3-4-nederlag i VM-premieren til miniputterne fra Danmark.
Det var første gang, at svenskerne, der altid er blandt favoritterne til VM-sejren, prøvede at tabe point til Danmark i en officiel slutrundekamp.
Og de svenske medier er rystede oven på den danske sensation.
Aftonbladet kalder det for en historisk fiasko:
Og avisens ishockeyekspert, Mats Wennerholm, holder sig heller ikke tilbage:
»Ja, hvilken og start og hvilken lortekamp af svenskerne. En monumental fiasko. Uden at på nogen måde tage noget fra danskernes brag. De spillede den perfekte kamp.«
»Samme Danmark, som tog sin første historiske sejr mod Sverige så sent som den 29. april, da den vandt med 3-2 i Nordic Cup i Malmø – efter 20 nederlag i træk,« skriver han.
Expressen er også klar i spyttet:
»Fiasko i VM-premieren,« lyder overskriften.
Og Expressens sportskommentator, Sanny Lindstrøm, har svært ved at forstå fadæsen.
»Danmark vandt flere nærkampe, var mere kompakte og strukturerede, var stærkere med pucken, hurtigere og skarpere.«
»Det er Danmark, vi taler om. Ikke Rusland!«
Sydsvenskan hylder også den danske indsats:
Og avisens ishockeyekspert, Kent Leijon Jönsson, konstaterer:
»Motivation slår klasse.«
»Sådan må det være, men Danmarks kvalitetsspillere var bedre end Sveriges ditto.«
Danmark møder søndag Schweiz i VM's anden grupperunde.