Danmark slog torsdag aften Sverige med 3-2 i ishockey i en forberedelseskamp til VM. Det var første gang nogensinde, at det skete på isen hos herrerne.

Aftonbladet var efterfølgende meget overrasket over slutresultatet.

'Sensation: Danmark sænkede Tre Kronor,' lyder overskriften således hos det svenske medie. Og deres kollegaer fra SVT forstod heller ikke helt, hvordan Danmark kunne vinde 3-2.

'Danmark tog revanche – trods 8-34 i skud,' skriver mediet eksempelvis.

Danmark besejrede Sverige for første gang nogensinde torsdag aften.
Danmark besejrede Sverige for første gang nogensinde torsdag aften. Foto: 11830 Anders Bjurö/TT
Vis mere

Johan Garpenlöv, der landstræner for Sverige, lagde heller ikke skjul på sin skuffelse efter testkampen.

»Jeg er utilfreds med indsatsen, og jeg er meget skuffet. Vi har et hold, som skal kunne vinde sådan en kamp. Jeg må tage ansvaret,« lød det helt præcist fra landstræneren.

Inden torsdagens kamp havde Danmark tabt 21 kampe i træk til naboerne efter ordinær spilletid. Og selv om det 'bare' var forberedelseskamp til VM, så er Nicolai Meyer meget tilfreds med sejren.

»Det er selvfølgelig en superaften i Malmø. Jeg er stolt over at have spillet 50 landskampe, og det er utrolig fedt at kunne hjælpe med et mål, så vi vinder den her historiske kamp mod svenskerne,« sagde han efterfølgende i en Facebook-video.

Det svenske medie Hockeynews peger ligeledes på skudstatistikken, når de skal beskrive torsdagens nederlag.

'Tre Kronor faldt mod Danmark trods massivt skudovertag. Tre Kronor vandt skudstatistikken med 34-8. Danmark vandt kampen med 3-2.'

De to hold mødes igen 22. maj, når begge hold tager hul på VM-slutrunden i Letland.