Luleå HF var effektiv og slukkede endegyldigt Aalborgs drømme om avancement i Champions League.

Den svenske sølvvinder, Luleå HF, var tirsdag en for stor mundfuld for Aalborg Pirates i ishockeyens Champions League.

På hjemmebane tabte det danske mesterhold 1-3 efter en forholdsvis lige kamp, hvor Aalborg vandt skudstatistikken og havde stor ære af kampen, men hvor svenskerne var skarpest.

Nederlaget er Aalborg Pirates' fjerde i fem gruppekampe i Champions League, og matematisk kan det danske mesterhold nu ikke længere gå videre til slutspillet.

Holdet mangler kun udekampen mod Luleå om en uge, men selv en overraskende sejr vil ikke være nok til at overhale de to andre hold i gruppen, tjekkiske Sparta Prag og finske Jukurit, som det er påkrævet for at gå videre.

Aalborg-spillerne havde grund til at være optimistiske efter en første periode med et beskedent svensk overtag. Konstantin Komarek bragte udeholdet foran efter 13 minutters spil.

Håbet blev dog punkteret inden for de første fem minutter i anden periode, hvor Luleå lykkedes med at skabe god trafik foran Aalborgs mål og bringe sig foran med 3-0 efter scoringer af Julius Honka og Filip Pyrochta.

Magnus Boesen svarede næsten øjeblikkeligt tilbage efter et velspillet angreb, og Aalborg tiltvang sig også et overtag i resten af perioden, men chancerne blev ikke omsat til mål.

I tredje periode gik gassen efterhånden af ballonen, og Luleå kontrollerede sin femte sejr af fem mulige i gruppen sikkert i hus.

/ritzau/