Lyt til artiklen

Den stående ovation blev bare ved, og følelserne fik frit spil, da Börje Salming gik ind på isen.

Det svenske ishockeyikon, som for nylig blev diagnosticeret med ALS, var tydelig berørt, da han natten til lørdag blev hyldet af sin tidligere klub Toronto Maple Leafs.

Den 71-årige lod tårerne trille, da han modtog et stående bifald fra hjemmefansene i flere minutter efter at være kommet ind på isen før Maple Leafs' kampe mod Pittsburgh Penguins og Vancouver Canucks i NHL i weekenden.

»Det var meget følelsesladet, men også skønt at kunne være her og se den kærlighed, Toronto viser Börje, fortalte svenske Mats Sundin – der ligeledes har en fortid i Toronto og var med på isen – til Aftonbladet efter lørdagens rørende scener, som du kan se i videoen herunder.

Salming fik i sommer konstateret nervesygdommen ALS, Amyotrofisk lateral sklerose, som er en sygdom, som nedbryder kroppens nerveceller og æder musklerne op, til man mister al førlighed og evnen til at trække vejret.

ALS er uhelbredelig, og den gennemsnitlige levealder, fra man får diagnosen, til man mister livet, er tre til fire år.

Svenskeren, der spillede over 1.000 kampe for klubben gennem 16 sæsoner i 70erne og 80erne regnes for en af ishockeysportens bedste spillere nogensinde.

I 1996 blev Börje Salming som den første svensker optaget i hockeyens Hall Of Fame.

Foto: BRUCE BENNETT
Vis mere

Konen Pia var med sin mand på isen i Toronto for at støtte ham. Hun har tidligere i et længere interview med Expressen sat ord på, hvordan det er at være i denne ekstremt tragiske og sørgelige situation.

»Det er umuligt at beskrive – at se den person, man elsker, i så dårlig form og ude af stand til at gøre noget. Det er en smerte hver dag at se, hvor dårlig Börje har det. Vi mangler tid.«

Konen fortalte også til det svenske medie, hvordan sygdommen har ramt hendes mand meget hårdt og hurtigt, og at han har mistet evnen til at tale.