16-årige Nikolaj Ehlers debuterer som den yngste i den schweiziske NLA

Som den yngste danske spiller nogensinde debuterer 16-årige Nikolaj Ehlers lørdag aften i en af Europas store ishockeyligaer, den schweiziske NLA.

Det sker, når EHC Biel på hjemmebane møder SC Bern i det store lokalderby.

Supertalentet fra Biel er en sensation i Schweiz, hvor han er nr. 3 på topscorerlisten i den stærke U20-turnering med 40 point (20 mål og 20 assist) i 28 kampe.

Mange eksperter anser ham som et af de største danske talenter i flere år og en kommende NHL-spiller (han er med i draften i 2014).

I Sverige og Nordamerika er han et navn, man længe har holdt øje med, men hvor han spiller næste år, er der endnu ikke truffet beslutning om

Nikolaj Ehlers er søn af Danmarks første Elitseriespiller, Heinz Ehlers, som er cheftræner i SC Langenthal i NLB.

Den unge forward er en målfarlig spiller med en unik teknik og et sublimt skøjteløb. Det har hele efteråret ligget i luften, at det kun var et spørgsmål om måneder, før han fik sin debut i den schweiziske liga med en perlerække af lockoutede NHL-stjerner.

Nikolaj Ehlers storebror, Sebastian, 19, kom i sommer til Aalborg Pirates fra Malmø og er på U20-landsholdet.