Den stedsegrønne landsholdsback fra Herning Blue Fox, Daniel Nielsen, 34, har prøvet det før.

Otte år efter kåringen i 2007 som årets spiller - lige før sit første udlandseventyr i Leksand - blev det igen hans tur. Efter sin comebacksæson i moderklubben efter tre sæsoner i Hamburg Freezers.

Hvad var størst? Første eller anden gang han blev hædret som årets danske ishockeyspiller?

»Det er svært at sammenligne. I 2007 var jeg på vej ud og op. Nu er jeg tilbage, hvor det hele startede. Men jeg står med samme følelse af glæde og stolthed«, siger han til BT.

»At blive kåret som den bedste i den benhårde kamp med så mange gode spillere i Metal Ligaen er stort. Det er et skulderklap. Jeg er stolt af, at man har lagt mærke til mig.«

Daniel Nielsen var med til at vinde Metal Cup og ligaens grundserie med en imponerende personlig score. Det eneste, der slog skår i glæden i sæsonen 2014/15, var nederlaget til Esbjerg Energi i DM-semifinalen og til Frederikshavn White Hawks i kampen om bronzemedaljerne.

»Jeg har været med så længe, så dét overlever jeg nok. Jeg ser frem til den kommende sæson og er lige så sulten som resten af holdet. Selvfølgelig går vi efter at vinde. Det gør vi altid i Blue Fox. Det bliver svært, men det er ikke umuligt,« siger han.

Herning Blue Fox starter med stort set samme danskerstamme og med seks udlændinge. Målmanden Lubos Pisar er den eneste, der er tilbage af importspillerne fra sidste sæson.

Daniel Nielsen vandt kampen om én af de mest ærefulde titler i dansk ishockey og blev hyldet på et pressemøde hos Canadas ambassadør i Danmark, André Francois Giroux. Siden 1994 har ambassadøren fra hockeysportens moderland været vært for DIUs prisuddeling.

Daniel Nielsen slog i kampen om titlen målmanden Sebastian Dahm, som er skiftet fra Rødovre Mighty Bulls til østrigske Graz 99ers, og Sønderjyskes playoffhelt, Thomas Spelling. Senere på sæsonen hylder Danmarks Ishockey Union bl.a. årets danske VM-spiller.

Om Daniel Nielsens flotte sæson sagde DIUs formand, Henrik Bach Nielsen:

»Daniel er det perfekte Herning-kaptajn. Alene hans score et udtryk for ren klasse.«

Årets talentpris gik til 17-årige Niklas Andersen, som gav store løfter på DM-sølvholdet, Esbjerg Energy, og i den kommende sæson spiller for Spokane Chiefs i den nordamerikanske WHL.

En ung, opportunistisk angriber, som løftede sig i det stærke Esbjerg-selskab og nu fighter for en professionel karriere på den anden side af Atlanten.

Mens han slås for sin chance i det nordamerikanske, modtog hans far, den tidligere backkæmpe Jan A. Andersen, rookieprisen på ambassaden.

Daniel Nielsen, Niklas Andersen og årets dommer, Jacob Grumsen, modtog også et TISSOT-ud fra Jesper Bie.

I Metal Cup blev der trukket lod til semifinalerne. Matchningen gav følgende resultat: Frederikshavn White Hawks-Esbjerg Energy og Odense Bulldogs-Aalborg Pirates. Semifinalerne spilles bedst af to kampe 8.-9. januar og finalen 7. februar.

Det er første gang siden Odense Bulldogs sejr over Herning Blue Fox i pokalfinalen i 2009, at at en titel ikke går til enten Sønderjyske eller Herning Blue Fox.