Den danske veteran havde på forhånd luret, at der var svagheder på det canadiske hold.

På karrierens faldereb kan Frans Nielsen notere endnu et højdepunkt i sit ishockeyliv.

Sammen med det danske landshold var han mandag aften med til at besejre de canadiske verdensmestre med 3-2 ved VM.

Det er Danmarks første sejr nogensinde over supermagten, og det er belønning for endnu en stærk defensiv indsats.

- Ja, så har man også slået Canada. Nu er vi vist ved at have været hele turen rundt. Det er jo stort. Defensivt er vi det bedste hold i turneringen, og vi gør det bare svært for modstanderne, siger Frans Nielsen.

Canada stillede med solide NHL-spillere, men den danske veteran kendte modstanderne fra sine mange år i den nordamerikanske topliga og havde luret, at holdet havde svagheder.

- Vi vidste, at de ikke havde udtaget de bedste defensive forwards til VM. De har mange forwards med, der gerne vil lave mål, og vi vidste, at de nok skulle lave ged i det defensivt.

- Så var det bare op til os at være smartere end dem, siger Frans Nielsen.

Kun en gang tidligere er det lykkedes Danmark at tage et point fra canadierne. Det skete for 19 år siden i en kamp, hvor Frans Nielsen også var på isen.

Men hvor det dengang føltes som en sensation, er selvforståelsen på det danske landshold anderledes i dag.

- Dengang var det lidt mere wow. Det var vores første VM. Nu har vi et af de mest rutinerede hold i turneringen. Vi ved, hvad det kræver at spille mod de bedste hold, siger Frans Nielsen.

/ritzau/