Sønderjyske har et godt tag på Aalborg Pirates, men ser det ikke som den store fordel i DM-semifinalerne.

Hvis Sønderjyskes ishockeyspillere har brug et moralsk rygstød inden tirsdagens første DM-semifinale mod Aalborg Pirates, behøver de blot at tage et hurtigt kig i statistikkerne.

Sønderjyderne har nemlig i denne sæson haft virkelig godt fat i mestrene fra Nordjylland med fire sejre i fem grundspilskampe.

Sønderjyske vandt seneste indbyrdes opgør i Aalborg 4-1, og da aalborgenserne sidst var på besøg i Vojens, blev det hele 6-0 til hjemmeholdet.

Men man skal passe på med at lægge for meget i fortidens bedrifter, mener målmand Patrick Galbraith.

- Det kan vi ikke tage med os nu her, siger landsholdsmålmanden til klubbens hjemmeside.

- Det bliver tæt, og det bliver fifty-fifty, hvem der vinder serien. De vil gøre alt for at finde noget, de kan bruge imod vores stil, og det samme vil vi gøre mod dem, så det bliver en fed serie, siger Galbraith.

I kvartfinalen vandt Sønderjyske med 4-2 over Rødovre Mighty Bulls, men sønderjyderne mener ikke, at de nåede op på højeste niveau i den serie.

- Jeg ved, vi har et højere gear at spille i, så det skal vi ud og gøre, så den simple plan er, at vi skal ud og gøre det endnu bedre, end vi gjorde mod Rødovre, siger backen Daniel K. Hansen.

Semifinalerne spilles bedst af syv, hvilket vil sige, at det hold, der først vinder fire kampe, avancerer til finalen.

Kampen i Vojens begynder klokken 20.30. Halvanden time tidligere er der faceoff i den anden semifinaleserie, hvor Rungsted Seier Capital møder Frederikshavn White Hawks.

/ritzau/