Frederikshavn White Hawks blev besejret med 3-2 af Sønderjyske, der havde tabt syv ligakampe i træk.

Sønderjyske har i de seneste mange år kæmpet med i toppen i dansk ishockey.

I den igangværende sæson i Metal Ligaen har sønderjyderne på det seneste befundet sig i en krise med syv nederlag i træk.

Søndag tog træner Dan Cemans Sønderjyske-hold et skridt ud ad problemerne med en sejr på egen is over Frederikshavn White Hawks, der efter en tæt affære blev slået 3-2.

Hjemmeholdets Mads Lund åbnede med det første mål i Vojens efter blot to minutter, men midtvejs i første periode slog gæsternes Nick Olesen til med to scoringer.

I anden periode udlignede Frederik Rasmussen til 2-2 for Sønderjyske, der i tredje periode fik Martin Eskildsen som matchvinder.

Trods sejren er Sønderjyske tredjesidst i Metal Ligaen med 27 point for 21 kampe. Frederikshavn, der har spillet en kamp færre, har 31 point på sjettepladsen.

I søndagens anden kamp vandt Esbjergs forsvarende mestre med 4-1 i Hvidovre.

Hvidovre er næstsidst, mens Esbjerg indtager ottendepladsen med samme pointantal som Sønderjyske.

/ritzau/