En skade i skulderen forpurrer Peter Regins comeback på det danske ishockeylandshold under det kommende VM i Rusland.

Den 29-årige ishockeystjerne var på forhånd udset som en af Danmarks største profiler efter en fremragende sæson i den stærke Kontinental Hockey League (KHL) for finske Jokerit.

»Jeg er oprigtig ked af, at jeg ikke kan spille VM,« siger Peter Regin i en pressemeddelelse fra Danmarks Ishockey Union.

»Heldigvis har min nuværende skulderskade ikke noget med mine tidligere skulderproblemer at gøre. Men i samråd med min klub har jeg vurderet, at tidspunktet for operationen og den efterfølgende genoptræning på tre måneder er det rigtige nu,« siger Regin.

Landstræner Jan Karlsson er ked af afbuddet, der vil svække det danske landshold ved slutrunden.

»Jeg har lært Peter at kende både sportsligt og personligt i den her sæson, og han ville virkelig have været et fremragende tilsæt til vores VM-hold. Vi kommer til at undvære en ledertype og en spiller, der potentielt kunne høre til blandt VM's topspillere,« siger landstræneren.

Regin forventer dog at være ovre sin skade og genoptræning fra operationen, når landsholdet spiller OL-kvalifikationsturnering i september i Hviderusland. Og det glæder landstræneren.

»Heldigvis får vi Peter med til OL-kvalifikationen. Det er vigtigt,« siger Karlsson.

Regin selv forventer, at afbuddet til VM vil give ham endnu mere blod på tanden, når der skal kæmpes om billetter til OL.

»At jeg ikke kommer med til VM vil blot gøre mig yderligere motiveret til OL-kvalifikationen,« vurderer Regin.

Den danske ishockeyprofil har ikke deltaget ved VM for Danmark siden 2010, hvor Danmark nåede kvartfinalen.

VM spilles i Rusland fra 6. til 22. maj.

/ritzau/