Esbjerg halede en smule ind på førerholdene i Metalligaen i ishockey, da de i en overbevisende forestilling besejrede Rungsted med 4-1.

Kampen var ikke mange minutter gammel, før Esbjerg kom på sejrskurs. Allerede efter tre minutters spil bragte Matthew Pistilli hjemmeholdet foran. Det mål assisterede Mario Lamoureux - og bare seks minutter senere kom amerikaneren også selv på måltavlen.

Rungsted forsøgte at bide fra sig, men kampen illustrerede på fin vis, hvorfor Rungsted blot står noteret for fire sejre i 14 kampe.

Blot halvandet minut inde i anden periode slukkede Esbjerg ethvert sejrshåb, der måtte være tilbage i Rungsted-spillernes krop, da Aaron Lee gjorde det til 3-0.

Blot 16-årige Jonas Røndbjerg fik godt nok lov til at pynte på resultatet for Rungsted 10 minutter senere, men scoringen betød ikke noget i det store billede.

I stedet blev det også til 4-1, da Mario Lamoureux med sin anden scoring lukkede og slukkede kampen kort før anden periodes ophør.

Med sejren er Esbjerg nu á point med Rødovre på tredjepladsen. Vestjyderne har dog stadig syv point op til Sønderjyske og Frederikshavn i toppen af rækken. Rungsted ligger stadig nummer otte.