Mens Danmark sov eller festede natten til årets første dag, blev der scoret fire danskermål i NHL med Frans Nielsen som den store triumfator.

Han scorede to powerplaymål i anden periode i New York Islanders' 5-3 sejr i Boston.

Først udlignede han til 1-1, og derefter bragte han Islanders tilbage i kampen, efter at Boston Bruins havde bragt sig på 3-1 med to mål inden for et halvt minut.

Den elegante playmakers præstation blev belønnet med titlen som '3rd Star', mens holdkammeraterne John Tavares (to mål og to assists) og Kyle Okposo (et mål og to assists) blev henholdsvis '1st Star' og '2nd Star'.

New York Islanders største stjerne, John Tavares, scorede begge sine mål i tredje periode. Han topper Islanders' statistik med 44 point (16 mål og 28 assists) foran Kyle Okposo med 40 point (15 mål og 25 assists) og Frans Nielsen med 32 point (15 mål og 17 assists).

New York Islanders ligger næstsidst i Eastern Conference efter en skuffende og meget svingende sæson og får nu tre hjemmekampe i træk.

Phoenix Coyotes vendte 1-3 til 4-3 i overtid mod Edmonton Oilers med Mikkel Bødker som målscorer til 3-3 med 70 sekunder tilbage af ordinær tid.

Det fjerde danskermål natten til onsdag dansk tid blev signeret Lars Eller. Han bragte Montreal Canadiens foran i det andet minut mod Carolina Hurricanes, men Carolina vandt 5-4 i overtid.

Målmanden Frederik Andersen kom ikke på isen i Anaheim Ducks' 6-3 sejr over San Jose Sharks, hvor Jonas Hiller præsterede 33 redninger for ænderne og blev 2nd Star.