Sjette gang i sæsonen var heller ikke lykkens gang for ishockeyholdet Aalborg Pirates mod sæsonens onde ånd Esbjerg Energy.

Efter fem nederlag på stribe til vestjyderne førte Aalborg indtil fire minutter før tid torsdag aften, men endte med at tabe 2-3 efter overtid.

Det betyder, at Aalborg har tabt alle grundspilskampe til Esbjerg i sæsonen med samlet 14-27.

I tabellen rykker det ikke på noget. Esbjerg forbliver nummer to med de to point, mens Aalborg også ligger ret komfortabelt på tredjepladsen med det ene point fra overtidsnederlaget.

Gæsterne kom ellers perfekt fra land, da Nikolaj Carstensen efter bare fire minutters spil sendte Aalborg i front.

Det blev den eneste scoring i en forholdsvis stilfærdig første periode. Til gengæld kom der lidt mere tænding på i de midterste 20 minutter.

Der blev givet fem udvisninger i alt, og på en af de to, som Aalborg ragede til sig, udlignede Craig Puffer i powerplay tre minutter fra pause.

Halvandet minut senere var det dog Esbjerg, som fik den tredje udvisning i perioden. Denne gang var det nordjydernes tur til at udnytte overtallet.

I absolut sidste sekund inden periodens afslutning lykkedes det landsholdsspiller Julian Jakobsen at genetablere føringen til gæsterne.

Længe så det ud til, at Aalborg skulle løbe af med de tre point og en tiltrængt sejr over Esbjerg. Men fire minutter før slutfløjt slog esbjergenserne til.

Davis Vandane omsatte Brady Shaw og Shawn O'Donnells forarbejde, og så måtte vinderen findes efter overtid.

Her blev en udvisning af Aalborgs Martin Højbjerg med lidt over et minut tilbage af de fem minutters overtid afgørende.

Et minut senere, tre sekunder før afslutningen på forlængelsen, slog Craig Puffer til igen for hjemmeholdet og cementerede Aalborgs vestjyske kompleks.

/ritzau/