Lars Eller og Washington Capitals slog Toronto Maple Leafs, der havde Frederik Andersen på bænken.

Toronto. Danske Lars Eller fik 14 minutter på isen, da Washington Capitals natten til søndag dansk tid slog Toronto Maple Leafs 4-3 i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

Frederik Andersen sad på bænken hele kampen for Toronto.

Den russiske superstjerne Alex Ovechkin var kampens store profil. Ovechkin gjorde det til 1-0 og 2-0 i første periode, før Jakub Vrana bragte Washington foran 3-0 i anden periode.

Dermed så det sort ud for Toronto, der ellers er godt kørende i NHL. Men to scoringer i de første seks minutter af tredje periode betød, at kampen igen var helt åben.

Men i kampens sidste minut slog Ovechkin til igen. Russeren scorede i åbent net, da Toronto pillede Curtis McElhinney ud for at forsøge at score det udlignende mål med en ekstra spiller i angrebet.

I Detroit tabte hjemmeholdet Red Wings til New Jersey Devils efter overtid. Frans Nielsen fik 14 minutter på isen.

Den ordinære spilletid endte 3-3, men efter to minutters overtid scorede Brian Gibbons det afgørende mål for New Jersey, der dermed vandt 4-3.

/ritzau/