Patrick Russell landede i Kosice torsdag eftermiddag. Få timer senere var han på isen mod Finland.

Natten til tirsdag spillede Patrick Russell sæsonens sidste kamp for sin klub, Bakersfield Condors, i USA.

Torsdag eftermiddag landede han i Slovakiet, og få timer senere var han på isen for det danske landshold ved VM.

Den stærke forward kom i spil i kampen mod Finland, selv om kroppen ikke helt var oppe i omdrejninger efter den lange rejse.

- Benene var ikke, hvor jeg gerne ville have dem. Det tog lige et par skift for at komme ind i det, siger Patrick Russell.

Efter at Bakersfield tabte kvartfinaleserien i AHL - en udviklingsliga til NHL - til San Diego Gulls skulle Russell gennem et lægetjek, der er obligatorisk efter sæsonafslutningen.

Derefter skulle han have grønt lys fra NHL-holdet Edmonton Oilers, hvor han har kontrakt, og så ellers på et fly med kurs mod Europa.

- Det har været lidt hektisk de sidste par dage. Men nu er jeg her endelig og kan fokusere på VM.

- Jeg var frisk og havde ingen skader. Da vi røg ud af slutspillet, var der ikke nogen tvivl fra min side, om at jeg genre ville være med, siger han.

Han ærgrer sig selvsagt over, at en god dansk indsats ikke rakte til point mod finnerne, der vandt med 3-1.

- Vi viste, at vi sagtens kunne spille op med dem. Vi har brug for sejre i de sidste kampe, og det tror jeg ikke er umuligt. Det er bare med at gå ud og tage tre point mod USA på lørdag, siger Patrick Russell.

/ritzau/