Herlev Eagles var foran 3-0, men tabte alligevel til Rungsted Seier Capital i kvartfinale nummer to.

Herlev Eagles var godt på vej til at udligne til 1-1 i kampe, da holdet på egen is søndag mødte Rungsted Seier Capital i den anden af potentielt syv kvartfinaler i den bedste danske ishockeyliga.

Men Rungsted, der var grundspillets bedste hold, ville det anderledes og bragte sig foran med 2-0 i kampe efter en sejr på 5-3.

Herlev var ellers foran med 3-0 efter en flot første periode, men smed det hele i anden periode, hvor Rungsted på små 12 minutter både fik udlignet og bragt sig foran.

Jesper Thornberg, William Quist og Niklas Tikkinen stod for Herlevs mål i første periode.

Rungsteds comeback blev indledt lidt over to minutter inde i anden periode. Her gjorde canadiske Tim Daly det til 1-3 i powerplay. To minutter senere stod der 3-3 efter to scoringer af Rasmus Thykjær Andersson.

Nikolaj Murholt Rosenthal sørgede for, at Rungsted kunne gå til pause foran 4-3.

Lidt over et minut inde i tredje periode slog selv samme Rosenthal det sidste søm i Herlevs kiste, da han scorede til kampens slutresultat.

Herlev Eagles og Rungsted Seier Capital mødes i den tredje kvartfinale tirsdag 20.30.

Tidligere søndag vandt de forsvarende mestre, Aalborg Pirates, 2-1 over Herning Blue Fox efter forlænget spilletid. Dermed står der 1-1 i kampe i de to holds kvartfinaleserie.

Rødovre Mighty Bulls vandt søndag sin anden kvartfinale mod Sønderjyske, da det blev 4-1 på egen is. Rødovre vandt også den første kvartfinale.

Esbjerg Energy bragte sig også på 2-0 i kampe i sin kvartfinaleserie mod Frederikshavn White Hawks, der søndag blev slået 3-0.

/ritzau/