Rungsted leverede en imponerende præstation, da holdet tirsdag besejrede Frederikshavn med hele 7-1.

Efter et nederlag til topholdet Aalborg i sidste spillerunde, vendte Rungsted tirsdag stærkt tilbage med en storsejr i Metal Ligaen.

Rungsted vandt på udebane således med 7-1 over Frederikshavn.

Det betyder, at holdet nu har 55,5 point efter 26 kampe i landets bedste ishockeyrække. Det rækker til en tredjeplads.

Rungsteds Rasmus Thykjær Andersson markerede sig i tirsdagens kamp med to scoringer, mens resten blev fordelt mellem fem holdkammerater.

Mads Larsen scorede Frederikshavns eneste mål i tredje periode.

Også Esbjerg sikrede sig tirsdag en overbevisende sejr i Metal Ligaen. Vestjyderne slog på hjemmebane således Herlev med 6-0.

Esbjerg ligger på andenpladsen i ligaen med samme pointantal som Rungsted, nemlig 55,5. Holdet har dog spillet en kamp færre.

Herlev ligger nummer syv med 29,5 point.

I tirsdagens sidste kamp vandt Rødovre hjemme 5-3 over Odense.

De halve point i Metal Ligaen skyldes, at coronapandemien har ført til aflysning af nogle kampe, og her er de to hold blevet tildelt 1,5 point hver.

/ritzau/