Rungsted Seier Capital sendte Herning Blue Fox hjem med et nederlag og udbyggede forspring til nummer to.

Rungsted Seier Capital understregede tirsdag sin status som Metal ligaens øjeblikkelige tophold.

Det nordsjællandske ishockeyhold besejrede Herning Blue Fox med 5-2 på hjemmebane og udbyggede forspringet til nummer to.

Samtidig måtte Aalborg Pirates nemlig ud i forlænget spilletid for at slå Sønderjyske 3-2 på udebane.

Resultaterne betyder, at Rungsted øger forspringet til nummer to en smule.

På andenpladsen ligger nu Esbjerg Energy, som fejede Herlev Eagles af banen med en hjemmesejr på 7-1. Vestjyderne har 70 point ligesom Aalborg, mens Rungsted har 74,5.

Fra begyndelsen af opgøret i Rungsted så det svært ud for Herning Blue Fox.

Tre minutter var spillet, da Nichlas Hardt fra Rungsted Seier Capital havde scoret til 1-0, og inden første periode var slut, havde Gustav Green og Marcus Olsson gjort ham kunsten efter.

Efter to reduceringer fra midtjyderne i anden periode gik Rungsted ud til tredje periode med en føring på 3-2, og den blev kun udbygget.

Før kampen var ovre, var André Pison Stærmose og Mattias Persson også kommet på tavlen, og så endte det med en solid hjemmesejr.

I tirsdagens sidste kamp hentede Odense Bulldogs en tiltrængt sejr på 4-1 over Frederikshavn White Hawks på Fyn.

Odense ligger sidst i Metal Ligaen med 24 point for 37 kampe og har brug for en stærk slutspurt for at sikre sig en plads i slutspillet.

/ritzau/