Det bliver Rungsted Seier Capitals, der følger Herning Blue Fox, Aalborg Pirates og Esbjerg Energy videre til DM-semifinalerne i ishockey.

Således vandt nordsjællænderne fredag aftens kamp mod Rødovre Mighty Bulls 4-1, og dermed kvartfinaleserien 4-3.

Det var ellers Rødovre, der indledte bedst, da Steffen Klarskov Nielsen scorede til 1-0 allerede efter 75 sekunders spil.

Men herefter vendte kampen totalt:

To minutter efter Rødovres indledende fuldtræffer udlignede Morten Green til 1-1, mens Nikolaj Krag Christensen, Aleksi Laakso og Robin Bergman lavede de sidste tre mål for Rungsted.

Efter sidste DM-kvartfinalekamp var spillet, valgte Herning Blue Fox at møde Rungsted Seier Capitals i semifinaleserien, der indledes på tirsdag.

Det betyder, at Aalborg Pirates skal møde Esbjerg Energy. Nordjyderne har hjemmebanefordel i den første af maksimalt syv indbyrdes opgør.