Danmarks to bedste hold i en DM-finale uden favorit.

Så skarpt er linjerne trukket op, når Rungsted Seier Capital og Aalborg Pirates mødes i den første kamp i bedst af syv-serien fredag aften i Bitcoin Arena i Hørsholm. Nærmest en ønskesituation.

»Rungsted har Danmarks bedste målmand, bedste førstekæde og bedste powerplay,« som landstræner Heinz Ehlers siger til B.T.

Til gengæld har Aalborg Pirates et ekstra plus på andre parametre.

Ikke mindst på større bredde end nordsjællænderne. Og måske også på mere speed og puckbesiddelse. Begge prioriterer offensiven, hurtigheden og kreativiteten.

Glem heller ikke, at Aalborg Pirates har vundet fem af seks indbyrdes kampe i grundserien og i Mikkel Højbjerg har haft en sand målæder med syv mål i fem kampe.

»Statistikken lyver ikke. Rungsted er skarpe på målmanden, førstekæden og powerplay, som Heinz Ehlers siger. Men jeg tænker ikke så meget på modstanderne. Vi koncentrerer os om at spille på vores egen måde, selvom jeg ikke synes, der er den store forskel på os. Hverken Aalborg eller Rungsted er et fysisk hold,« siger Aalborg Pirates’ sportschef og assisterende træner, Ronny Larsen.

»Én ting ved jeg med sikkerhed. Det bliver en uhyggelig tæt finale. Vi ved, at det bliver svært, men vi er klar.«

I sine aktive år var Ronny Larsen en teknisk begavet forward og blev kåret som årets spiller ikke færre end tre gange. Den rekord bliver næsten umulig at slå.

Rungsted Seier Capital vandt DM i 2019 og er forsvarende mestre. Aalborg Pirates vandt grundserien i 2020, men derefter blev playoff aflyst af Ligaforeningen og DIU på grund af coronapandemien, og der blev ikke kåret en mester.

Nordsjællænderne har vundet 20 af sine seneste 23 playoffkampe og har ikke tabt på udebane i årets slutspil. Aalborg Pirates har ikke tabt på hjemmebane.

»Vi har vist stor karakter i de tætte kampe og haft en beundringsværdig evne til at finde en vej trods stor modgang og skader hos nogle af de tungeste offensive kræfter.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»I slutspillet har vi manglet Marcus Olsson i syv kampe, Nikolaj Rosenthal i fire og Rasmus Andersson i to. Førstekædens playmaker, Marcus Olsson, fik brud på hånden i den anden kamp mod Rødovre og har ikke spillet siden,« siger Rungsted-direktør Thomas Friberg.

»Jeg er mere stolt af holdet i år end af Rungsted-holdet, der vandt guld i 2019. Uanset hvordan det kommer til at gå i finalen.«

Inden pucken kastes, understreger Thomas Friberg:

»Aalborg og Rungsted er to hold, der spiller ishockey, som jeg kan lide at se det. Det bliver et brag af en finale med offensivt spil og flotte detaljer.«