Efter nederlag i de første syv kampe vandt Rødovre Mighty Bulls fredag for første gang i 2022/23-sæsonen.

Metal Ligaens bundprop fik fredag lidt vind i sejlene på fremmed is.

Efter at have startet sæsonen med syv nederlag i lige så mange kampe vandt Rødovre Mighty Bulls således, da det på udebane mod Herlev Eagles blev til en sejr på 3-2.

Resultatet firedobler Rødovres pointtotal, der inden kampen var på ét point.

Finske Frank Gymer gjorde det til 1-0 for Rødovre i første periode. Først et godt stykke inde i anden periode blafrede målnettet igen, da Herlevs Mikkel Bertelsen udlignede.

Med to mål i starten af tredje periode begyndte det så at se lovende ud for Rødovre. Der opstod dog spænding, da Joseph Jonsson reducerede til 2-3 for Herlev med blot et par minutter igen. Men Rødovre fik altså kørt sejren i hus.

Det gjorde Herning Blue Fox også mod Esbjerg Energy fredag. Midtjyderne vandt 4-1 efter en stærk afslutning på kampen med tre mål inden for de sidste cirka ti minutter.

I toppen af tabellen vandt Sønderjyske 4-1 over Aalborg Pirates, så sønderjyderne på førstepladsen nu har syv point ned til Odense Bulldogs, der dog har spillet to kampe færre.

Odense vandt fredag 5-0 over Frederikshavn White Hawks.

/ritzau/