Et familiemønster, man ikke kender på samme måde i andre idrætsgrene.

Næppe nogen idræt i Danmark har så mange brødrepar i landsholdsregi som ishockey.

Det seneste skud på stammen er familien Poulsen i Herning. Siden 2010 har Morten H. Poulsen, 24, været en del af landstræner Per Bäckmans udvalgte, og i Euro Ice Hockey Challenge i Lyon trak Anders, 21, for første gang senior-trøjen over hovedet.

Morten H. Poulsen spiller på andet år i Oskarshamn i Allsvenskan, mens lillebror Anders stadig er Blue Fox-forward.

Det næste brødrepar ventes også at have sine rødder i Herning, nemlig sportschefen Todd Bjorkstrands sønner, Patrick og Oliver.

20-årige Patrick Bjorkstrand fra Mora debuterede i sidste måned mod Norge, og 17-årige Oliver banker allerede på til landsholdet næste sæson.

Han spiller i øjeblikket med succes for Jannik Hansens tidligere WHL-klub, Portland Winterhawks, og er med i NHL-draften til sommer. Spændende at se, hvilken runde han bliver draftet i.

På ét punkt mere skiller ishockeyen sig ud fra de andre sportsgrene; ingen andre har så mange andengenerations-landsholdsspillere. Op mod 30 landsholdsspillere gennem tiderne er sønner af tidligere landsholdsspillere.

De to senest ankomne i denne kategori er Nicklas Jensen, AIK Stockholm, søn af den legendariske Herning-back Dan Jensen, og Patrick Bjorkstrand.

Todd Bjorkstrand spillede to landskampe, mens han overvejede, om han skulle skifte sit amerikanske pas ud med et dansk. Han valgte dog at beholde sit amerikanske statsborgerskab.