Hvis nogen var i tvivl, så satte Rungsted Seier Capital fredag en streg under, at klubben lige nu er flyvende i Metal Ligaen.

Ishockeymandskabet tog imod Herlev Eagles og sendte gæsterne hjem med et 1-8-nederlag i bagagen.

Dermed havde Rungsted en tand bedre styr på sagerne, end det var tilfældet tidligere på ugen, hvor man med nød og næppe slog bundproppen Odense Bulldogs efter straffeslag.

Rungsted har efter 41 kampe 91 point i Metal Ligaen, hvor nærmeste forfølger, Esbjerg Energy, er i besiddelse af 85 point. Herlev Eagles har skrabet 49,5 point sammen.

Allerede i første periode blev fredagens sejr grundlagt.

Shane Hanna, Alex Wideman og Charlie Sarault scorede hver et mål og sikrede Rungsted en komfortabel 3-0-føring til den første pause.

Herlev kom bedre ud til anden periode, hvor Mathias Asperup allerede efter et minut fik pucken i nettet. Det stoppede imidlertid ikke Rungsted, som havde indstillet sig på at tage en storsejr fredag aften.

Inden anden periode var slut havde nordsjællænderne bragt sig i front med hele 7-1.

Scoringerne var fordelt på Nichlas Hardt, Nikolaj Rosenthal, Charlie Sarault og Rasmus Thykjær Andersson.

Tredje periode var anderledes rolig. Her nøjedes Rungsted med at score én gang. Målet til 8-1 stod Marcus Olsson bag.

I Vojens lykkedes det bundproppen Odense Bulldogs at hente sin blot niende sejr i sæsonen, da klubben var på besøg hos Sønderjyske.

Fynboerne vandt således 4-1. Oliver Anker Christensen bragte Odense foran, inden Martin Eskildsen udlignede. Martin Larsen stod for Odenses mål til 2-1 og 3-1, inden Dale Mitchell kort før slutfløjt scorede til 4-1.

I det nordlige Jylland sikrede Frederikshavn White Hawks sig en 4-3-sejr over Herning Blue Fox. De to klubber ligger midt i tabellen på henholdsvis femte- og fjerdepladsen.

Føringen skiftede flere gange undervejs i kampen, men Radim Piroutek blev dagens mand i skysovs, da han nettede godt fire minutter før slutfløjt.

/ritzau/