De danske ishockeystjerner Mikkel Bødker og Jannik Hansen kommer ikke med til VM på dansk grund.

Successen i deres NHL-klub, San Jose Sharks, der efter sejren natten til torsdag blev klar til næste fase af NHL-slutspillet, betyder nemlig, at de er forpligtet til at blive i USA, når landsholdet tager hul på VM i Herning.

Dermed er Frans Nielsen stadigvæk den eneste NHL-spiller, der har meldt sig klar for Danmark, mens der stadig er grund til med danske øjne at håbe på, at Frederik Andersen, Lars Eller og Oliver Bjorkstrand ryger ud og dermed rykker ind i landsholdstruppen.

Tidligt torsdag morgen dansk tid vandt San Jose Sharks med 2-1 på hjemmebane over Anaheim Ducks, hvorved San Jose bragte sig foran 4-0 i serien, og da den spilles bedst af syv kampe, er holdet altså klar til anden runde.

Mens Mikkel Bødker fik knap et kvarter på isen, sad Jannik Hansen igen udenfor.

Det blev ikke til danske point i kampen, men derimod satte svenske Marcus Sörensen sit aftryk med målet til 1-0 efter knap seks minutter i første periode.

Føringen holdt indtil 12 minutter før tid i tredje periode, hvor Andrew Cogliano udlignede til 1-1.

Der skulle dog blot gå 76 sekunder, inden Tomas Hertl igen bragte hjemmeholdet foran, og denne gang kunne Anaheim ikke svare tilbage.

Dermed tabte Anaheim med 0-4 samlet for første gang i en slutspilsserie siden 1999 mod Detroit Red Wings.

San Jose er som det andet hold klar til anden runde af sæsonens slutspil. Det andet hold er Vegas Golden Knights, der også vandt sin serie i første runde med 4-0. Netop de to klubber tørner sammen i anden runde.

Den forsvarende mester, Pittsburgh Penguins, nærmer sig også avancement efter udesejren på 5-0 over Philadelphia Flyers. Pittsburgh fører serien med 3-1 og behøver blot en sejr mere.

/ritzau/