Den danske forward Patrick Russell var ude af holdet, da Edmonton Oilers spillede første kamp under ny træner.

Det virker ikke umiddelbart som en fordel for den danske ishockeyspiller Patrick Russell, at NHL-klubben Edmonton Oilers tirsdag skiftede træner.

Efter at Russell tidligere på ugen spillede karrierens første to kampe i den prestigefyldte ishockeyliga, var han ude af holdet, da Edmonton tidligt onsdag morgen var på besøg hos San Jose Sharks i Californien.

Forinden havde klubben fyret træner Todd McLellan og erstattet ham med erfarne Ken Hitchcock, og den nye mand i trænerboksen havde altså ikke fundet plads til den 25-årige danske forward i sin debutkamp.

Edmonton gik ind til kampen mod San Jose med en tung bagage på seks nederlag i de seneste syv kampe. Men under Hitchcocks ledelse lykkedes det at hente en sejr på 4-3 efter en overtidsscoring af tyskeren Leon Draisaitl.

Edmonton Oilers har ikke oplyst, om udviklingen betyder, at Patrick Russell skal tilbage til den lavere rangerende klub Bakersfield Condors i udviklingsligaen AHL, hvor han har spillet, indtil han fik sin NHL-chance i søndags.

Her indledte den danske VM-spiller sæsonen med at lave ni point i 11 kampe, og de gode præstationer indbragte en indkaldelse til NHL-mandskabet.

Russell fik spilletid mod både Calgary Flames søndag og mod Vegas Golden Knights et døgn senere, men begge kampe endte med nederlag.

/ritzau/