Det er ikke mange venner, som Vladimir Putin har fået sig, siden han sendte russiske tropper ind i Ukraine for godt et år siden.

Men ét forhold er i hvert fald blevet bedre - og i denne uge har det nået nye højder, hvilket ryster ishockeymiljøet i Europa.

For den 71-årige schweizer René Fasel, der har været mangeårig præsident for det internationale ishockeyforbund og som tilmed er ærespræsident i forbundet, er nemlig gået så langt, at han nu har optaget russisk statsborgerskab.

Det skriver det russiske nyhedsbureau Interfax, efter René Fasel er blevet ejer af selskabet Alma Holding, der producerer æbler.

Foto: Mikhail Klimentyev
Vis mere

I selskabets papirer skulle det således fremgå, at Fasel altså nu skulle være russisk statsborger.

Fasel har længe været en nær ven med Rusland og præsident Vladimir Putin sendte da også særdeles kærlige ord med på vejen, da ishockey-præsidenten trak sig i 2021.

»Dette er en meget ansvarlig, vidende, proaktiv og åben person,« lød det fra Putin om Fasel, der altså nu knytter endnu tættere bånd til Rusland.

Han var som præsident kendt for sin åbenhed overfor Rusland og Hviderusland, og i 2022 vakte han opsigt, da han kritiserede beslutningen om at trække Rusland ud af VM i ishockey og fjerne den kommende slutrunde fra Skt. Petersborg.

Foto: Mikhail Klimentyev
Vis mere

Det skabte ikke overraskende røre i det internationale ishockey-forbund, hvor bestyrelsen efterfølgende mødtes for at diskutere en eventuel eksklusion af ærespræsidenten.

Ifølge Aftonbladet blev det dog den etiske komité i forbundet, der skulle træffe beslutningen, men fortsat er han altså stadig ærespræsident.

Direktør for sammenslutningen af europæiske ishockeyklubber, Szymon Szemberg, der var kommunikationschef i IIHF fra 2001 til 2014, mener, at den nyslåede russer skal have frataget sin titel som ærespræsident for sin flirt med det krigsførende land.

»Han har udnyttet sin position. At han ikke kan være ærespræsident skyldes ikke, at han er blevet russisk statsborger - mere at han taler Ruslands overfaldskrig ned,« lyder det fra Szemberg.

Sveriges repræsentant i IIFH-bestyrelsen, Anders Larsson, fortæller, at beslutningen om René Fasals titel som ærespræsident nu ligger hos disciplinær-komitéen - og derfor trækker beslutningen ud.

Han kalder Fasels beslutning overraskende.