Aalborg Pirates er dansk pokalmester i ishockey efter er en hårdt tilkæmpet 5-2-sejr over Rungsted.

Herning. Med 5-2 vandt Aalborg Pirates lørdag den danske pokalfinale i ishockey over Rungsted Seier Capital.

Dermed levede ligaens aktuelle nummer to op til favoritværdigheden mod Rungsted, der indtager en sjetteplads.

I en tæt kamp blev nordjydernes effektivitet foran mål og gode udskiftninger udslagsgivende for sejren.

Det begyndte da også bedst for Aalborg, der efter et solidt spilovertag kunne bringe sig foran 1-0 i slutningen af første periode.

En fejl af Rungsteds Christoffer Lindhøj blev udnyttet kynisk af Henry Hardarson, der sikkert sendte pucken op i nærmeste målhjørne.

Anden periode åbnede med store chancer i begge ender og et annulleret Aalborg-mål.

Spændingen blev for alvor bragt tilbage i kampen, da Rungsted udlignede til 1-1.

Det gav fornyet luft til Rungsted, som efterfølgende pressede på foran Aalborg-målet.

Men mod slutningen af perioden tabte Rungsted pusten, da holdet ikke havde fået skiftet lige så meget ud som Aalborg.

Defensiven begyndte at slå sprækker, og derfor var det ikke nogen overraskelse, da Christopher Frederiksen bragte Aalborg i front igen med 2-1.

Kort efter udbyggede Mikkel Højbjerg føringen til 3-1, og så begyndte det at ligne en pokalsejr til de nordjyske pirater.

Med godt otte minutter tilbage af tredje periode fik Rungsted dog reduceret til 2-3, og så var kampen igen helt åben.

Men selv om Rungsted gjorde, hvad holdet kunne, var det ikke nok til at forhindre Aalborg i at køre sejren hjem.

Og i de døende minutter kunne Aalborg lukke kampen med scoringer til både 4-2 og 5-2.

Final 4-stævnet blev afholdt fredag og lørdag i Jyske Bank Boxen i Herning.

Stævnet har fungeret som en test for Jyske Bank Boxen, der senere i år skal danne ramme om ishockey-VM sammen med Royal Arena i København.

/ritzau/