Ledere og trænere i den danske ishockeyklub Aalborg Pirates fulgte interesseret med, da NHL-sæsonen natten til torsdag blev indledt med kampen mellem Nikolaj Ehlers’ Winnipeg Jets og Frederik Andersens Toronto Maple Leafs.

»Det blev jo sent. Men jeg har her til morgen tjekket, at Toronto vandt 7-2. Det var jo nok ikke lige den sæsonpremiere, som Nikolaj havde drømt om,« siger den nordjyske klubs assistenttræner Ronny Larsen, der i sommer på træningsbanen har arbejdet med Nikolaj Ehlers.

»Han var på banen sammen med vores andre førsteholdsspillere tre-fire uger,« fortæller Ronny Larsen og tilføjer:

»Men sådan er det hver gang han er i Danmark. Selvom han forlod byen, mens han stadig var ungdomsspiller, er det her, han føler sig hjemme. Nikolaj er en stille og rolig fyr, der er meget omgængelig. Den succes og status han har opnået i NHL-ligaen, har på ingen måde steget ham til hovedet. Så næste gang han kommer forbi, er han naturligvis velkommen til at træne med igen.«

Ronny Larsen er imponeret over den millionkontrakt, som Nikolaj Ehlers har landet med Winnipeg Jets.

»Men det er dybt fortjent. Ehlers er et kæmpetalent. Måske det største som Danmark nogensinde har fostret. Som jeg ser det, har han potentiale til at blive den bedste danske ishockeyspiller. Han har fart i skøjterne og er en ren målmaskine,« siger Ronny Larsen.

Hvis Nikolaj Ehlers, der tirsdag underskrev en syv-årig kontrakt på sammenlagt 42 mio. US-dollars (cirka 265 mio. danske kroner) havde været fodboldspiller, havde reglerne foreskrevet, at hans barndomsklub ville have fået en pæn procentdel af beløbet.

»Sådan er det desværre ikke i ishockey. Vi nøjes i stedet med at være utrolig stolte over, at en så dygtig spiller som Nikolaj har fået en del af sin ishockeyopdragelse i vores klub,« siger Thomas Bjuring, der er administrerende direktør i Aalborg Pirates.