Det danske supertalent fra den schweiziske liga får enestående chance i Halifax Mooseheads

Stortalentet Nikolaj Ehlers skal den kommende sæson spiller for Nordamerikas stærkeste juniorhold, Memorial Cup-vinderne Halifax Mooseheads.

Den 17-årige forward fra Biel i den schweiziske liga, NLA, blev onsdag valgt som nr. 6 overall i CHLs draft og flytter til august til Halifax.

- Jeg har et stykke tid været i dialog med Halifax og vidste, at jeg ville være deres førstevalg, siger Nikolaj Ehlers til sporten.dk

- Jeg er stolt over, at jeg skal til mesterklubben. Det øger mine chancer i NHL-draften næste år. Nu får jeg chancen for at vise, at jeg kan klare en lang og hård sæson. Mooseheads har et stærkt hold og en god organisation, og jeg kunne ikke komme til en bedre klub.

Nikolaj Ehlers er på sommerferie i Blokhus, men driver den ikke af. Han har lavet et fitnesscenter i garagen i familiens sommerhus og supplerer vægttræningen med løbeture på stranden.

Han debuterede i NLA i december som 16-årig og er ligaens yngste spiller og scorede i sin debutsæson fem point i 18 kampe.

Tidligere på sæsonen blev han draftet af KHL-holdet Avangard Omsk i fjerde runde som nr. 127 overall.

Nikolaj Ehlers får følgeskab til Halifax af en god ven fra Schweiz, Timo Meier, der blev draftet som nr. 12.

Halifax Mooseheads klasse understreges af, at en af klubbens stjerner, Nathan MacKinnon, i søndags blev draftet af Colorado Avalanche som nr. 1 overall.

Frölunda-spilleren med fortid i Rødovre, Mads Eller, er også klar til et nordamerikansk eventyr. Han blev draftet af Edmonton Oil Kings som nr. 57.