Nikolaj Ehlers scorede til 1-0, da Winnipeg vandt 4-1 over Ottawa. Oliver Bjorkstrand scorede i nederlag.

Den danske ishockeyspiller Nikolaj Ehlers har fået en lovende start på NHL-sæsonen.

Natten til fredag dansk tid kom han atter på måltavlen i verdens nok stærkeste ishockeyliga, da han scorede til 1-0 i Winnipeg Jets' 4-1-sejr på udebane over Ottawa Senators med et hårdt skud fra distancen.

Nordjyden lagde også op til sit holds 2-0-scoring, og han står nu noteret for fire point efter sæsonens fire første kampe i NHL.

I tre af kampene har Winnipeg vundet og ligger derfor på andenpladsen i NHL's nordlige division, der består af ligaens syv Canada-baserede hold.

Det var i øvrigt anden kamp i træk, at han scorede mod Ottawa. Danskeren blev to dage tidligere matchvinder med et mål i overtid mod Ottawa.

På grund af coronapandemien har ligaen fået en ny divisionsinddeling baseret på geografi for at reducere antallet af lange rejser. I det forkortede grundspil møder holdene kun modstandere fra egen division.

Herningenseren Oliver Bjorkstrand har ligeledes fået en solid start på sæsonen for Columbus Blue Jackets. Natten til fredag blev han ligeledes noteret for et mål og en assist, så han nu står noteret for fem point efter fem kampe i sæsonen.

Bjorkstrands 1-0-scoring efter bare 21 sekunder rakte dog ikke til en sejr over ligaens forsvarende mesterhold, Tampa Bay Lightning. Gæsterne vandt 3-2 efter overtid.

Bjorkstrand og Columbus har blot vundet et enkelt af sæsonens første fem opgør.

/ritzau/